Roskilde og Køge kan lige så godt opgive kampen for at blive en del af den nye Region Hovedstaden i stedet for Region Sjælland. For politikerne på Christiansborg giver sig ikke. Heller ikke selv om de nu har fået en fælles protest, som også København og Frederiksberg har skrevet under på. Frit slag Til gengæld bliver der frit slag for samarbejde mellem hovedstaden og interesserede kommuner uden for regioner, fastslår partierne bag aftalen om reformen af amter og kommuner. »I debatten virker det, som om der bliver bygget en Berlinmur mellem regionerne. Det er jo slet ikke tilfældet«, siger Dansk Folkepartis kommunalordfører, Poul Nødgaard. Borgmestrene i København, Frederiksberg, Køge og Roskilde kræver i et brev til VK-regeringen og de tre forligspartier bag reformen, at kommunerne i Roskilde Amt får lov til selv at bestemme, om de vil til Region Sjælland eller Region Hovedstaden. Borgmestrene henviser til, at 12 kommuner i Vestjylland selv kan afgøre, om de vil høre til Region Midtjylland eller Region Nordjylland. Men sådan et frit valg bliver ikke aktuelt på Sjælland, fastslår både DF og Venstre. »Selvfølgelig er det ikke det bedste, at vi er nødt til at tvinge nogle kommuner. Men Sjælland kan ikke klare sig uden Roskilde og Køge«, siger kommunalordfører Marianne Pedersen (V). Kun for sygehusene Problemet er dels, at Region Sjælland ville blive meget lille uden de to byer. Men især sygehusdriften, hvor Roskilde Amt længe har samarbejdet med Vestsjællands og Storstrøms Amter, og de to store sygehuse ligger i Roskilde og Køge. »Og regionerne har jo stort set kun betydning for sygehusdriften«, siger Marianne Pedersen. Frederiksbergs borgmester, Mads Lebech (K), efterlyser et fuldstændig klart og entydigt signal fra indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om, at regionerne kun har betydning for sygehusene. »Det afgørende er, at vi kan samarbejde på tværs af regionsgrænserne om alle de ting, der skal gøre hovedstaden konkurrencedygtig. Vi konkurrerer jo med Stockholm, Berlin og Hamburg. Ikke med Viborg eller Esbjerg«, siger Mads Lebech. Han nævner områder som trafik, erhvervsudvikling, boligpolitik og turisme. »Det signal kan borgmestrene sagtens få«, siger Poul Nødgaard. »På alle de felter kan samarbejdet fortsætte helt som hidtil. Vi har jo netop valgt f.eks. at lave et trafikselskab til den kollektive trafik på hele Sjælland«. Region Sjælland får 800.000 indbyggere, og Region Hovedstaden 1,6 mio. indbyggere. »Den balance kan vi altså ikke gøre mere skæv«, siger Poul Nødgaard. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























