De ældre vil ikke flytte

Lyt til artiklen

Midaldrende og ældre danskere vil blive boende, hvor de bor, også når de bliver gamle. Og jo ældre danskere man spørger, jo mindre kan de forestille sig at flytte. De, der overhovedet har lyst til at flytte, ønsker sig først og fremmest en mindre bolig. Ældre- eller plejeboliger og seniorbofællesskaber prioriteres ikke højt. Det fremgår af Ældre Sagens Fremtidsstudie, der for tredje gang har været ude at spørge danskerne om deres ønsker og forestillinger om deres boligforhold, når de bliver ældre. 1.600 personer i aldersgrupperne 45-49, 55-59, 65-69 og 75-79 år er blevet interviewet. Interesse for bofællesskaber på retur I alle aldersgrupper er der sket en markant stigning i ønsket om at blive i den nuværende bolig, siden den første undersøgelse blev gennemført i 1987. Otte ud af ti i den ældste aldersgruppe foretrækker at blive, hvor de er. Ikke overraskende er det til gengæld også i den gruppe, at flest - nemlig 14 procent - kunne forestille sig at flytte i ældre- eller plejebolig. I perioden fra 1987 til 1997 steg interessen for bofællesskaber i alderdommen voldsomt, men den er til gengæld faldet klart blandt de ældste og - mindre markant - i de øvrige aldersgrupper. Og hvis danskerne overhovedet vil flytte i bofællesskab på deres ældre dage, foretrækker de fællesskaber med flere generationer frem for seniorbofællesskaber, som kun fire procent har mod på. Det overasker sekretariatschef Ulla Moulvad i forbrugerorganisationen Boligtrivsel i Centrum, der blandt andet arbejder med at etablere seniorbofællesskaber. »Vi regner med, at mellem 15 og 25 procent af de ældre gerne vil bo i seniorfællesskaber. Og vi arbejder på at skabe nye muligheder af den art, ikke kun i byerne, men også i landdistrikterne og i parcelhuskvartererne«, siger Ulla Moulvad. Nyttig læsning Afdelingsleder i Ældre Sagen Vibeke Andersen siger, at rapporten kan være nyttig læsning for byplanlæggere og boligselskaber. Undersøgelsen viser, at det i højere grad er boligens placering end boligstandarden, der bliver lagt vægt på. »For eksempel vil de fleste gerne blive boende i det kvarter, hvor de bor. Der skal selvfølgelig altid være plejeboliger nok, men bortset fra det burde myndighederne begynde at tænke i udfyldningsbyggeri med mindre lejligheder med ældre som målgruppe i eksisterende boligkvarterer. Ellers får man ikke de ældre til at flytte fra deres store boliger«, siger hun. En anden lære af, de ældre vil blive boende, er, at flere ældre ejendomme bør udstyres med elevator. Og at nybyggeri bør fremtidssikres fra starten, så det også egner sig til folk oppe i årene, mener Vibeke Andersen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her