Ombudsmand ser på lokumsaftale

Arkivfoto: Peter Hove Olesen
Arkivfoto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

O.k., så får I aktindsigt - på betingelse af, at I trækker jeres klager over samtlige afslag på aktindsigt tilbage, også den til Folketingets ombudsmand. Sådan lød beskeden i april 2004 til journalisterne Kjeld Hansen og Nils Mulvad, der som repræsentanter for Dicar, Center for Analytisk Journalistik, søgte aktindsigt i samtlige næsten 50.000 danske modtagere af EU's landbrugsstøtte. Det er nu faldet Folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft-Hansen, for brystet. »Hvis det er korrekt, at der er indgået en sådan aftale, beder jeg ministeriet og direktoratet udtale sig om, hvorvidt det er sagligt ved afgørelsen af en anmodning eller ved indgåelse af en aftale om aktindsigt at lægge vægt på, at eventuelle klager trækkes tilbage«, skriver ombudsmanden i et brev til Fødevareministeriet. Skriftlig aftale Aftalen er nedfældet i et brev af 27. april til Nils Mulvad, hvor specialkonsulent Peter Anthonisen opridser, at de nu kan få aktindsigten på betingelse af, at »De og Kjeld Hansen trækker samtlige de indgivne klager over afslag på aktindsigt, herunder til Folketingets ombudsmand, tilbage«. De to journalister havde siden januar 2003 søgt om aktindsigten. Men var i første omgang blevet afvist med begrundelsen, at den samfundsmæssige nytte ikke stod mål med de ressourcer, det ville kræve at give dem oplysningerne. De stod nemlig ikke i et enkelt dokument eller en enkelt fil, forklarede Fødevareministeriet. Journalisterne troede ikke på, at ministeriets edb-system var så oldnordisk. Og her i foråret fik de altså ret - også uden at sige ja til at trække deres klager tilbage. Og aktindsigten medførte talrige artikler i de danske medier. Mellem januar 2003 og april 2004 havde fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) imidlertid givet forkerte oplysninger til Folketinget. Det beklagede hun dybt på et samråd 9. juni. Men hun svor samtidig på, at hun og ministeriet først i april fik at vide af Direktoratet for FødevareErhverv, at oplysningerne fandtes på en enkelt fil, som man blot skulle fjerne cpr-numre fra inden offentliggørelsen. »Total nedsmeltning« Fischer Boel kaldte ved samrådet sagsforløbet en »total nedsmeltning« og erkendte, at det ikke var acceptabelt, at man forsøgte at lave den slags handler om noget for noget. Men hun bedyrede samtidig, at det var Peter Anthonisen, der havde kørt sagen helt på egen hånd. Anthonisen ønsker ikke at udtale sig, men de to journalister tror ikke på, at en specialkonsulent med 20 års erfaring som embedsmand i ministeriet ville give afslag på aktindsigt og forsøge at indgå lokumsaftaler i en så stor sag uden at informere departementschefen eller ministeren. Minister inde i sagen Mulvad og Hansen henviser blandt andet til et læserbrev i Jyllands-Posten, hvor fødevareministeren 11. november 2003 skriver, at det er uoverskueligt at fabrikere en liste over 50.000 støttemodtagere. Det viser ifølge journalisterne, at Fischer Boel tidligt er inde i sagens substans. »Hvis hun virkelig ikke vidste det, er der enten fuldstændig kaos i ministeriet, eller også bliver fødevareministeren styret af embedsmændene. Men uanset hvad er det jo hendes politiske ansvar«, påpeger Kjeld Hansen, der hilser ombudsmandens indblanding velkommen. Minister vil ikke kommentere Fødevareministeren har ingen kommentarer til ombudsmandens henvendelse, før ministeriet har svaret på den. Om de to journalisters beskyldninger om, at hun bevidst har givet Folketinget forkerte oplysninger, skriver hun i en pressemeddelelse, at hun »imødeser kulegravningen med sindsro«, og at der er tale om en »konspirationsteori«. Af listen over de næsten 50.000 modtagere fremgår blandt meget andet, at Mariann Fischer Boel selv modtog 389.702 kroner i EU-støtte 2003.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her