Flygtningeminister Bertel Haarder (V) griber nu ind og gør tilværelsen ganske lidt lettere for børn af afviste asylansøgere, som er sat på madkasseordning, fordi de ikke vil medvirke til udrejsen af Danmark. »Enten kan børnene få en børnepakke sammen med madpakken eller også kan de få seks-syv kroner i lommepenge om dagen - ligesom alle andre børn i asylcentre får. Jeg hælder til det sidste«, siger Haarder. Madkasseordningen betyder, at folk, som får afslag på asyl, men ikke vil skrive under på, at de vil medvirke til at forlade landet, får frataget kost- og lommepenge og i stedet udleveret en kasse med mad hver 14. dag. Hvis de efter en måned fortsat ikke vil medvirke til udrejse, flyttes de til Sandholmlejren, hvor de udelukkende får den kost, der udleveres af cafeteriaet. I alt 653 får madkasser eller er forflyttet til Sandholm, heraf er 64 børn mellem 8 og 15 år. Kritik fra organisationer Røde Kors Asylafdeling og Red Barnet har kritiseret, at børnene lider under ordningen og end ikke kan få en is. Flere politikere, bl.a. Haarders partifælle Eyvind Vesselbo, mener, at ordningen også rammer folk, som alligevel ikke vil kunne sendes hjem, fordi hjemlandet ikke vil modtage dem. Men dét afviser Bertel Haarder: »Madpakkeordningen gælder kun dem, som ikke vil samarbejde. De får to tilbud om at skrive under - og det er ikke en blankocheck, de giver os. De får garanti for, at de ikke bliver sendt ud, hvis de er for syge, eller man ikke kan garantere deres sikkerhed«. Men kan du ikke forstå, at folk som er flygtet fra deres hjemland, har svært ved at skrive under på, at de vil tilbage? »Jo, det kan jeg godt sætte mig ind i. Men der er brugt ganske mange måneder og ressourcer på at undersøge deres sag i alle detaljer og hvis de i sidste instans har fået afslag, så skal de rejse hjem. Ellers bryder asylsystemet sammen«. Regler strammet for et år siden Det er kun et år siden regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne strammede reglerne, så også familier med børn over otte år kan sættes på madkasseordningen. Det var S, der opfandt ordningen i 1997. Men nu er S klar til at ændre den: »Flygtningene skal ikke på madkasseordning, før de kan sendes tilbage. Hvis de ikke vil medvirke, kan de fratages repatrieringsstøtte med videre, men indtil der er grønt lys for, at de kan sendes tilbage, skal de ikke sendes til Sandholm og ikke på madkasseordning«, siger Anne-Marie Meldgaard. Hun giver ikke meget for Haarders idé om, at syv kroner om dagen vil gøre livet lettere for børnene. »Hvordan vil han holde en dreng på 15 år ude af ungdomskriminalitet med syv kroner om dagen? Lige meget, om vi har stemt for stramningen eller ej, er vi klar til at lægge stemmer til at ændre den«. Den konservative formand for indfødsretsudvalget, Else Theill Sørensen, vil gerne have en redegørelse fra ministeren, men tror fortsat, at ordningen virker efter hensigten. DF kalder beskrivelserne tårevædede, men vil ikke »kapitulere«. Dermed er der ikke flertal for at ændre madkasseordningen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00




























