Profit på samfundets svage bliver udskudt

Lyt til artiklen

Socialministeren har sparket sine planer om at slippe markedskræfterne løs på det sociale område til hjørne. I et åbent samråd i Folketingets Socialudvalg indkaldt af oppositionen skulle Henriette Kjær (K) redegøre for en stadig ikke offentliggjort rapport, hvori hun lancerer muligheden for at private kan tjene penge på at drive opholdssteder og botilbud til for eksempel handikappede, sindslidende og unge kriminelle. Men udgangen på samrådet blev, at ministeren nu vil have fordele og ulemper ved forslaget analyseret. Arbejdet ventes færdigt tidligst i foråret 2005. Tyndt befolket samråd På grund af sommerferie var det et tyndt befolket samråd: Embedsmændene var i klart overtal over for et styk socialminister, to socialdemokrater, en kristendemokratisk udvalgsformand og et forsinket konservativt medlem. Et følsomt emne, kaldte socialminister Henriette Kjær selv ideen om at virksomheder trækker penge ud af det sociale område. Hun mente dog, at debatten ind til videre havde været præget af misforståelser. Det fik Socialdemokraternes socialordfører Sandy Brinck til blandt andet at sige: »Hvilke misforståelser? Det er jo klokkeklart, at ministeren ønsker flere private leverandører, og at hun siger, det er fint at score profit på socialt arbejde«, sagde Sandy Brinck og fortsatte: »Vi bliver ikke færdige i dag eller i morgen, men vi vil gerne sige helt klart, at vi synes ikke, man skal bruge skattekroner på, at nogen kan skumme fløden og trække profit ud«. Til det sagde socialministeren: »Man vil fra Socialdemokratiets side forplumre debatten ved at bruge ordet 'profit'. For mig handler det om, at de, der hjælper psykisk syge med at få et ordentligt liv, bliver belønnet for det. Det er legitimt at være uenig, men jeg mener ikke, at vi lader de svage i stikken«, sagde socialministeren. Rapport voksede Udgangspunktet for diskussionen var en rapport fra et såkaldt Dialogforum, der blev nedsat for at opsamle viden og erfaring om praksis på de private opholdssteder og botilbud. Først undervejs i arbejdet blev forummets repræsentanter fra Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen præsenteret for socialministerens ønske om, at en øget liberalisering af området skulle indgå i diskussionen. Og det blev stærkt kritiseret af Sandy Brinck: »Vi er overraskede over, at rapporten ikke alene forholder sig til de praktiske problemer, men også lægger op til politiske, ideologiske anbefalinger. Det er ting, der bør diskuteres politisk og ikke i et embedsmandsudvalg«, sagde Sandy Brinck, der i øvrigt syntes, at ordet profit var særdeles velvalgt: »Ordet står altså på en af de første sider i min økonomibog«, sagde den socialdemokratiske socialordfører. Hun henviste i øvrigt til regeringens egen rapport 'Fra få til mange leverandører' fra maj 2003, hvor regeringen selv kommer ind på, hvilke områder man bør arbejde videre med at privatisere yderligere. »Her står netop, at det ikke er ønskeligt, når det gælder private opholdssteder og botilbud. Hvad er der sket siden? Hvornår er ønsket opstået, om at tage det her voldsomme skridt på det sociale område?«, spurgte Sandy Brinck, der også efterlyste en tidsplan for, hvornår ministeren regnede med at planerne skulle udmønte sig i noget mere konkret - for eksempel et lovforslag. »Det her kan da ikke komme bag på Sandy Brinck!« Hertil svarede socialministeren: »Det her kan da ikke komme bag på Sandy Brinck! Jeg har også på andre områder sagt, at jeg vil have flere private leverandører - det gælder både ældre og børneområdet«, sagde Henriette Kjær, der flere gange understregede at et eventuelt mere frit marked skal underlægges både godkendelsesprocedurer og tilsyn. »Men jeg er slet ikke færdig med mine overvejelser. Nu skal vi havde en analyse af det her. Jeg går ud fra, at det vil tage et års tid, så den ligger tidligst klar i foråret 05«, sagde ministeren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her