Det ender med en DF-model

Lyt til artiklen

Fredag var der kun to politikere tilbage omkring bordet til at forhandle årtiers mest omfattende reform af den offentlige sektor på plads, da indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mødtes med Dansk Folkepartis gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl. Efter at socialdemokrater og radikale, og med dem drømmen om et bredt og langtidsholdbart forlig, forlod forhandlingerne, er det op til regeringen og DF at aftale fremtidens opgavefordeling mellem stat, regioner og kommuner. »Det skal ikke betyde, at vi ikke kender vores ansvar og laver en reform, som meget brede dele af den danske befolkning - ikke bare vores kernevælgere - kan se er fornuftig. Men selvfølgelig kommer den ikke i et og alt til at se ud, som hvis S og R havde siddet med ved bordet. Der vil være mindre til regionerne, når aftalen bliver lavet alene med os«, sagde Kristian Thulesen Dahl. Forhandlinger udskudt til mandag Oven på de seneste dages hårde forhandlinger besluttede de to mænd at udskyde forhandlingerne til mandag. Men der er ingen tvivl om, at regeringen og DF kan få enderne til at nå sammen. Der bygges videre på de resultater, der er nået sammen med S og R, men på alle de punkter, hvor forhandlingerne ikke allerede er lukket, vil DF sørge for, at de nye regioner får så få opgaver som muligt og afskæres fra at opkræve skat. Regionerne får en stor del af de penge til sygehusene, der hidtil er opkrævet i amtsskat. Derudover skal kommunerne betale et beløb, hver gang en borger indlægges. Endelig skal kommunerne give et beløb til regionerne per borger, og muligheden for at skrue på beløbet begrænses mest muligt. En mulighed er ifølge DF, at de lokale borgmestre skal sige god for stigningen. Også miljøkontrol vil i højere grad skulle varetages af stat og kommuner end af regionerne. Endelig skal beskæftigelsesområdet i praksis ligge hos kommunerne. Der skal være forsøg med, at kommuner alene varetager indsatsen både for kontanthjælpsmodtagere og a-kasse-medlemmer. »Hvis S og R ville tjene regionernes interesse, så kan man sige, at de har gjort dem en bjørnetjeneste ved at forlade forhandlingerne«, konstaterer Thulesen Dahl. »Det er for sølle« Socialdemokraterne forlod forhandlingerne, da VK afviste at fremlægge økonomiske beregninger for omlægningen. Fra kommunalt hold opfordres de tunge drenge i opposition og regering til at give det brede forlig en ny chance, men i den socialdemokratiske folketingsgruppe er der bred forståelse for beslutningen. Dog mener medlem af kommunaludvalget Klaus Hækkerup (S), at hans parti skulle være blevet ved forhandlingsbordet. »Så vidt jeg husker, har regeringen lovet, at kommuner, som kommer i økonomisk knibe, kan få en statslig refusion. Og der er vel ingen, som forestiller sig, at vi skal forhandle en udligningsreform på plads nu. Så begrundelsen med, at der mangler en økonomisk beregning, holder i mine øjne ikke«. Folketingskandidat Mogens Jensen, der har overtaget Poul Nyrup Rasmussens kreds i Herning, er endnu mere kritisk: »Det er for sølle. Det er uansvarligt. Det er ikke værdigt for et regeringsbærende parti. Vi bør tage et medansvar for en kommende kommunalreform, og betingelserne var helt klart til stede i den seneste forhandlingsrunde«, siger han. Smalt forlig giver utryghed Ifølge Mogens Jensen gør det kun ondt værre, at S, som bebudet af Lykketoft, vil ændre reformen, hvis partiet vinder næste valg. »Det største problem er den utryghed, det giver om løn og ansættelsesforhold for mange tusinde offentligt ansatte«, siger han. S-forhandler Ole Stavad kan godt forstå, at de, som ikke sad med ved bordet, synes det er problematisk, at S ikke er med i reformen. »Det synes vi også, det var derfor, vi strakte os så langt. Men vi kan dokumentere sort på hvidt, at økonomikravet hele tiden har stået øverst på vores liste, og jeg undrer mig dybt over Klaus (Hækkerup, red.) som har siddet med og hele tiden lagt stor vægt på økonomien«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her