EU i vildrede om toppost

Lyt til artiklen

De 25 EU-landes stats- og regeringsledere måtte efter to dages topmøde opgive at finde en ny formand for kommissionen. Den beslutning er indtil videre udskudt, og det virker i øjeblikket nærmest uoverskueligt, hvordan det irske formandskab skal nå at finde manden, inden Holland tager over 1. juli. Programmet i de kommende uger er nemlig fyldt op med møder mellem EU og Japan, EU og USA samt et NATO-topmøde. »I alle de 30 år, jeg har beskæftiget mig med EU, har jeg aldrig før oplevet en situation, der er så umulig at vurdere«, siger John Palmer, politisk direktør i Bruxelles-tænketanken European Policy Centre, EPC. »Ingen har den fjerneste idé om, hvad der skal ske nu - heller ikke det irske formandskab. Det er muligt, at irerne vil forsøge at nå det inden udgangen af måneden, men det virker næsten umuligt«, siger han. »Måske bliver det først under det hollandske formandskab, og måske vil de forsøge sig med en mægler. Det kunne være Luxembourgs leder, Jean-Claude Juncker, de kunne bede mægle. Måske ender det med, at Jean-Luc Dehaene (tidligere belgisk regeringsleder, red.) stiger op af graven. Men det er ren spekulation, alt det her. Lige nu ved ingen, hvad man skal gøre«, siger John Palmer. Deadline Deadline er 21. juli, hvor Europaparlamentet - som skal godkende den nye kommissionsformand - mødes sidste gang inden sommerferien. Usikkerheden er også et problem for de nationale regeringer, fordi de ikke kan indstille, hvem der skal være deres kommissærer, før formanden er udnævnt. Irerne oplyste sent fredag aften, at de eneste officielle kandidater, der blev bragt på bane under topmødet - Belgiens regeringsleder, Guy Verhofstadt, og den nuværende britiske EU-kommissær, Chris Patten - er definitivt ude af spillet. I stedet er der dukket nye kandidater op på rygtebørsen. Det er Portugals premierminister, Jose Durao Barroso, og Frankrigs udenrigsminister, Michel Barnier. Derimod er statsminister Anders Fogh Rasmussen efter al sandsynlighed ude af spillet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her