Københavns Kommunes venteliste-system til vuggestuer og dagpleje virker slet ikke efter hensigten. Det fremgår af en ny rapport fra Kommunernes Landsforening. Kommunen lavede ellers venteliste-reglerne om, så de var mere gennemskuelige, og så forældre mere præcist kunne vide, hvornår de kunne få en vuggestueplads. De nye regler havde også til hensigt at gøre det mere retfærdigt, så ingen følte, at de blev sprunget over. Resultatet er dog blevet det modsatte, ifølge dagbladet Urban. Forældrene kan ikke gennemskue, hvornår de kan få en plads. Og enkelte vuggestuer kan have ventelister, mens andre har tomme pladser, som forældre, der tilfældigvis ringer til kommunen den dag, får tildelt Selransagelsen blandt flere politikere er til at få øje på. »Processen har afsløret, at konsekvenserne ikke stod klart for alle - heller ikke for mig. Det er noget juks,« siger venstres medlem af kommunens Familie- og Arbejdsmarkedsudvalg, Jesper Schou Hansen (V) til Urban. Og det socialdemokratiske medlem er enig. »Der burde have været gjort mere for at afklare konsekvenserne. Det er den dårligst oplyste beslutning, jeg har været med til at tage,« siger Thor Grønløkke, som kalder situationen kritisabel og beskylder den ansvarlige borgmester Bo Asmus Kjeldgaard (SF) for ikke, at afdække sagen ordentligt. Kjeldgaard er bortrejst, men hans partifælle i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Frank Hedegaard, afviser kritikken. »Politikerne i udvalget har selv været med til at beslutte systemet og må tage et ansvar,« siger Frank Hedegaard.
Venteliste-system i København fungerer ikke
Lyt til artiklen