Ombudsmand ind i Fergo-sag

Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. - Foto: Jørgen Sperling
Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen. - Foto: Jørgen Sperling
Lyt til artiklen

Kirkeministeriet er rigtig kommet i søgelyset hos Folketingets Ombudsmand. Med få dages mellemrum har Hans Gammeltoft-Hansen stillet kritiske spørgsmål til to af ministeriets varme sager. I mandags bad han om en redegørelse for sagen om Taarbækpræsten Thorkild Grosbøll, der er blevet fritaget for tjeneste på grund af sine prædikener. Præsteforeningen har peget på flere fejl i forløbet. Men allerede sidste fredag sendte ombudsmanden en stribe spørgsmål om kirkeminister Tove Fergos (V) rolle ved beslutningen om at rykke hendes mand, sognepræst Peter Fergo - op i den højeste lønramme for præster. Det udløste en efterbetaling på 150.000 kroner. Lønstigningen blev besluttet, efter at Tove Fergo havde stoppet for oprykningen af flere præster til den højeste lønramme. Hun har afvist at have favoriseret sin mand. Hun siger, at hun alene har gjort ministeriet opmærksom på, at hendes mand ikke var blevet rykket op i den øverste lønramme. Det skete så, da embedsmændene tjekkede og fandt yderligere fem andre præster i samme situation. Procedureopklaring Ombudsmanden mener, at der ikke umiddelbart er noget galt i, at kirkeministeren nævner sin mands situation: »Det er ikke oplysningen om, at Peter Fergo ikke var rykket op i lønramme 34, jeg stiller spørgsmål om. Det, jeg er interesseret i, er selve afgørelsen om, at han skulle rykkes op. Under hvilke forhold er den truffet? Det har jeg bedt om en redegørelse for«, siger Hans Gammeltoft-Hansen. Han ønsker en afklaring af, om og i givet fald i hvilket omfang Tove Fergo har deltaget i beslutningen om lønstigningen til ægtemanden. »Når man umiddelbart ser, at den ene ægtefælles system er ansvarligt for den anden ægtefælles løn, kan der være grund til lige at spørge om, hvilke overvejelser man har gjort sig«, siger ombudsmanden og peger på inhabilitetsreglerne. Ministeren tilfreds »Som udgangspunkt kan man ikke beskæftige sig med sager, der har betydning for en selv eller ens familie og nærtstående. En ægtefælle er jo nærtstående. Her drejer det sig om løn til ægtefællen«, siger Hans Gammeltoft-Hansen. Han understreger, at han i første omgang kun har bedt om en redegørelse. Først når han har fået den, beslutter han, om han skal gå aktivt ind med en undersøgelse. »Det er absolut muligt, at redegørelsen er sådan, at jeg ikke foretager mig mere«, siger Hans Gammeltoft-Hansen. Kirkeminister Tove Fergo er glad for, at ombudsmanden ser på sagen. Hun ser gerne en undersøgelse: »Det er rigtig godt og det bedste, der kan ske, at en uvildig instans undersøger sagen og konstaterer, at der ikke er inhabilitet eller tale om indblanding fra min side«, siger hun til Ritzaus Bureau.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her