Valget til Europaparlamentet er gået i gang i Danmark og 18 andre EU-lande. De danske vælgere skal udpege 14 medlemmer til Europaparlamentet, der efter udvidelsen når op på i alt 732 medlemmer fra de 25 medlemmer af Den Europæiske Union. Syv lande har allerede været i gang med at stemme tidligere på ugen. De første medlemslande indledte valget i torsdags, mens Italien, der indledte valget i går, også stemmer i dag. Verdens største internationale valghandling Men selv om næsten 350 millioner vælgere i de 25 medlemslande har stemmeret ved europaparlamentsvalget - og dermed er der tale om verdens hidtil største internationale valghandling - så kniber det med interessen, og millioner af borgere går mere op i EM i fodbold. De danske stemmelokaler lukker kl. 20 i aften, men resultaterne må ikke offentliggøres før kl. 22, når de sidste valgsteder i EU er lukket. Ringe tillid til parlamentet Samtidig viser en måling, som Rambøll Management har foretaget for Jyllands-Posten, at mere end hver tredje dansker ikke har tillid til EU-Parlamentet, til trods for at parlamentet får stadig mere magt og indflydelse på dansk lovgivning. Omvendt har næsten halvdelen af befolkningen stor tiltro til Folketinget, viser målingen. Målingen viser desuden, at mænd er mest skeptiske over for Europaparlamentet. Tradition for lav stemmeprocent Siden 1979 har der været direkte valg til Europa-Parlamentet, men der er tradition for, at valget kun får omkring halvdelen af vælgerne op af sofaen og ind i stemmelokalet. Rekorden for de hidtidige fem Europavalg er 52,9 procent i 1994. Da der senest var valg i 1999, stemte kun 50,5 procent af danskerne. Til sammenligning lå valgdeltagelsen ved folketingsvalget i 2001 på 87,15 procent. Valgforskere spår højere deltagelse Men denne gang kan det tale til fordel for en højere valgdeltagelse, at valget finder sted på en søndag. Det har fået flere valgforskere til at forudse en større interesse, bl.a. fordi folk har bedre tid, og de mest optimistiske gæt lyder på helt op imod 60 procent.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























