Kvinder med udenlandsk baggrund har en tre gange større risiko for at blive udsat for vold af deres partner end kvinder med dansk baggrund. Og hvis en kvinde med anden etnisk baggrund kommer på skadestuen eller går til politiet på grund af vold, er det i seks ud af ti tilfælde manden, der har slået. Det samme gælder kun for hver tredje kvindelige voldsoffer af dansk oprindelse. Tallene fremgår af en undersøgelse af samtlige kvinder i Århus, der i et år fra foråret 1999 til foråret 2000 var i kontakt med skadestuerne, Retsmedicinsk Institut eller politiet på grund af en voldsepisode. Undersøgelsen viser også, at ofre for hustruvold er langt mindre tilbøjelige til at indgive politianmeldelse end andre kvindelige voldsofre. Mens næsten halvdelen af dem, der havde været udsat for andre former for vold, gik til politiet med sagen, gjaldt det kun lidt flere end hvert tredje offer for hustruvold. Ser måske værre ud »Det er tydeligt, at kvinder med udenlandsk baggrund er overrepræsenteret, når vi taler om hustruvold. Og jeg kan godt frygte, at det i virkeligheden ser endnu værre ud, end tallene i undersøgelsen viser, fordi mange udenlandske kvinder, der lever i et voldeligt ægteskab, er bange for at melde det eller søge hjælp på skadestuen«, siger læge June Anita Ejlersen. Hun er hovedforfatter på en artikel om undersøgelsen, der i dag offentliggøres i Ugeskrift for Læger. Det understøttes af, at flere udenlandske end danske kvinder oplyser, at de tidligere har været udsat for vold, som de ikke er gået til lægen med. Hustruvold grovere Hustruvold - der i undersøgelsen defineres som vold begået af en nuværende eller tidligere partner - er ofte grovere end andre former for vold. Når det er manden, der har slået, sparket, stukket med kniv eller forsøgt at kvæle kvinden, er det oftere end i andre tilfælde nødvendigt med yderligere behandling efter den første kontakt med skadestuen. June Ejlersen understreger, at hendes tal er små, og at procenterne derfor skal tages med et vist forbehold. I alt 312 kvinder indgår i undersøgelsen. Men der er bedre, landsdækkende tal på vej. Ligestillingsministeriet har for nylig givet økonomisk tilskud til, at der kan oprettes en database over vold mod kvinder i Danmark. »Den vil komme til at rumme data fra Landspatientregistret om alle sygehuskontakter på grund af vold, fra Kriminalregistret, informationer fra kvindekrisecentrene og voldtægtsmodtagelserne, fra Rigspolitiets voldsofferundersøgelser og fra de store sundheds- og sygelighedsundersøgelser, som vi selv står for«, siger seniorforsker Karin Helweg-Larsen, Statens Institut for Folkesundhed.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























