Gyser for Folkebevægelsen mod EU

For de mest renlivede danske EU-modstandere blev valgaftenen noget af en gyser. Først på aftenen var Folkebevægelsen mod EU sendt ud af Europaparlamentet, personalet på kampagnekontoret på Nørrebro havde indstillet sig på, at de skulle ud og finde et nyt job, og bevægelsen var begyndt at se frem til at lide en stille død uden for offentlighedens bevågenhed. Men da resultaterne efter klokken 22 begyndte at tikke ind, viste det sig, at Folkebevægelsen med det yderste af neglene og 5,2 procent af stemmerne alligevel reddede sin plads i Europaparlamentet og dermed det årlige milliontilskud, som kan holde liv i bevægelsen. Genfødsel »Det er det, man kalder en genfødsel«, jublede Folkebevægelsens landssekretær Poul Gerhard Kristiansen, da bevægelsens forestående død var blevet aflyst med de første optællinger på tv-skærmen. Og spidskandidaten Ole Krarup, der har siddet i Europaparlamentet de sidste 10 år, fik lige pludselig den stemme i debatten tilbage, som han havde mistet et par timer tidligere på aftenen. »Det er fantastisk positivt for os, at vi nu i den kommende debat om forfatningstraktaten får to lister, der går imod traktaten i stedet for én«, sagde Ole Krarup. »Det er meget afgørende for os at have en plads i Europaparlamentet. Platformen giver os dels nogle pengemidler, dels en rolle i debatten. Hvis ikke vi havde den, ville vi ikke få plads i tv før den næste folkeafstemning, og vi ville ikke komme til orde i de trykte medier«, sagde Ole Krarup. Unionsmodstandere halveret Det var valgforbundet med de mindre renlivede modstandere i JuniBevægelsen, som sikrede mandatet til Folkebevægelsen. Sikringen af mandatet kunne dog ikke skjule, at der samlet var tale om et dårligt valg for unionsmodstanderne. De to bevægelser gik fra fire mandater i alt til to. »Det er lykkedes for ja-partierne at uddefinere det, der har været vores dagsorden: Kampen om mere eller mindre union. Spørgsmålet om, hvor den demokratiske smertegrænse går«, sagde Ole Krarup. »Det har været Nyrups og Venstres taktik at gøre det til et spørgsmål om højre eller venstre, og det tror da pokker, efter at de har tabt to folkeafstemninger«. Splittelse efter nej Ved det første direkte valg til Europaparlamentet i 1979 samlede Folkebevægelsen 21 procent af stemmerne og blev med fire mandater den største danske gruppe i parlamentet. Større end Socialdemokratiet. Den position og de fire mandater fastholdt folkebevægelsen helt frem til 1990'erne. Og ironisk nok var det først, da modstanderne i 1992 for første gang havde vundet en folkeafstemning, at det begyndte at gå galt for Folkebevægelsen. Det danske nej til Maastricht-traktaten 2. juni 1992 førte nemlig til dannelsen af JuniBevægelsen og til en splittelse af unionsmodstanderne. I 1994 delte Folkebevægelsen og JuniBevægelsen de fire mandater, og ved valget i 1999 blev JuniBevægelsen for alvor storebror på modstanderfløjen med tre mandater. Folkebevægelsen måtte nøjes med et enkelt. Ansatte beholder deres job Det var det mandat, som Folkebevægelsen nu holder fast i med det yderste af neglene. Helt konkret betyder det, at de otte ansatte på Folkebevægelsens kontor på Nørrebro alligevel kan få forlænget deres ansættelser, som ellers ville udløbe 31. juli. »Det betyder, at vi kan fortsætte uændret. Men for kampen mod unionstraktaten er det en styrkelse, hvis der er to lister i stedet for en«, sagde landssekretær Poul Gerhard Kristiansen. Foto: Stephan Camilla