Pia K. giver opsang til nejbevægelser

Lyt til artiklen

Med Mogens Camres genvalg og en beskeden fremgang var Dansk Folkeparti det eneste danske EU-skeptiske parti med medvind ved søndagens valg til Europaparlamentet. Det får nu Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, til at opfordre nejbevægelserne til at forny sig. Gamle travere som Jens-Peter Bonde fra JuniBevægelsen og Ole Krarup fra Folkebevægelsen mod EU skal suppleres af yngre friske folk, mener Kjærsgaard, der ellers frygter, at nejsiden vil stå alvorligt svækket ved de kommende afstemninger om EU's forfatning og senere om de danske EU-forbehold. »Mit råd til dem er at søge unge, friske kræfter. Når man har siddet i mange år, vil folk gerne se nogle nye ansigter. Jeg siger ikke, at de skal gå af, men de skal meget gerne lade sig supplere af nogle friske folk på banen. Når man har brugt argumenterne i mange år, så bliver de lidt slidte«, siger Pia Kjærsgaard. Europæisk trend Ved søndagens valg fulgte Danmark den europæiske trend om, at unionsmodstanden er flyttet til højre, og Pia Kjærsgaard opfordrer Venstre og de konservative til at tænke alvorligt over netop den tendens. Jens-Peter Bonde afviser at have skygget for yngre kandidater i valgkampen og gør opmærksom på, at JuniBevægelsen har flere yngre, kvindelige kandidater højt på listen. »Da vi sendte Hanne Dahl i afslutningsdebatten, var det ikke, fordi hun ville, men fordi jeg synes, hun skulle«, siger Jens-Peter Bonde. Ulla Dahlerup var hård modstander På de indre linjer fulgte Dansk Folkepartis spidskandidat, Mogens Camre, afstemningen på klos hold. I den politiske debutant, Ulla Dahlerup, havde han fået en hård modstander, der med 43.746 personlige stemmer klart passerede EU-veteranen Ole Krarup. Den 68-årige spidskandidat fik 53.714 stemmer og tager hurtigst muligt fat på en række nye opgaver, der især handler om at få skabt en offentlig debat om den fælleseuropæiske traktat samt at argumentere imod Tyrkiets optagelse i EU. I sin kampagne har Mogens Camre brugt en del kræfter på at punktere den udbredte opfattelse af, at Dansk Folkeparti og de øvrige nejpartier konsekvent »sidder med fingeren på nejknappen«, og han lægger ikke skjul på, at DF vil forsøge sig med offensive bud på den europæiske fremtid. »Man kan sagtens fremme en udvikling i Europa, som gør os jævnbyrdige med USA, men det bliver ikke med de nuværende midler«, siger han. Selv om Camre har passeret pensionsalderen, føler han sig sikker på, at den kommende valgperiode ikke bliver den sidste. »Min far var administrerende direktør, til han fyldte 87, og fortsatte som bestyrelsesformand, til han døde som 93-årig. Så vi arbejder længe i vores familie«, siger han. Kisteglad Dahlerup Hvis Ulla Dahlerup var skuffet over valgresultatet, så skjulte hun det godt. Hun erklærede sig »simpelthen så kisteglad« for de mange personlige stemmer, at hun »havde svært ved at være meget ked af det«. Trods det fine stemmetal har hun dog ikke blod på tanden i forhold til Folketinget, som Pia Kjærsgaard har opfordret hende til. I den kommende uge skal den 61-årige forfatter og journalist puste ud med sine tre hunde i Journalistforbundets sommerhus på Avernakø. Her skal også pudses de sidste to kapitler af til en skønlitterær bog med titlen 'De utaknemmelige terrorister', der udkommer til efteråret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her