Føtex anklages for at træde på Allah

Den omstridte sandal. - Foto: Hilde Lillejord
Den omstridte sandal. - Foto: Hilde Lillejord
Lyt til artiklen

Sorte badesandaler med et gråt påtrykt mønster har skabt problemer for supermarkedskæden Føtex. Mønstret ligner nemlig det arabiske ord for Allah, og det kan virke direkte anstødeligt på muslimer. »Hvis man har kendskab til arabisk skrift, kan man se, at der står Allah. Det er ikke en maskinel skrift, det er håndskrift, men det er tydeligt, at der står Allah«, siger Zeki Kocer, formand for sammenslutningen af muslimske indvandreforeninger, DMGT, der nu vil slæbe Føtex i retten for blasfemi. DRC skriver til Føtex I løbet af den sidste uge har han fået en række henvendelser fra medlemmer af foreningen, der alle er blevet stødt af mønstret på sandalerne. Derfor tog han kontakt til DRC, Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination, for at få hjælp til at trække sandalerne ud af salget i Føtex. Føtex modtog onsdag et brev fra centerleder Niels-Erik Hansen fra DRC, hvorefter supermarkedskæden midlertidigt trak sandalerne tilbage fra salget, mens de undersøgte, om det grå tryk kunne tolkes som Allah på arabisk. Føtex kan ikke se problemet Onsdag eftermiddag var meldingen fra Føtex' driftsdirektør, Freddie Albæk, at han ikke vil trække klip-klapperne ud af salget. »Vi har fået syv ansatte, der taler arabisk, til at kigge på skoene, og ingen af dem mener, at det kan tolkes, som om der står Allah«, sagde driftsdirektøren. Han oplyser desuden, at han også har fået en oversætter til at se på trykket, og at han heller ikke mener, at der står Allah. »Hvis der stod Allah på, ville vi selvfølgelig tage dem ud med det samme«, tilføjer han. Men hvis det kan opfattes sådan, at der står Allah? »Så ville de syv, der har set på det, vel have oplyst mig om det«, siger Freddie Albæk. Lektor: Muslimer vil finde sandalen stødende På arabiskstudiet på Københavns Universitet er man imidlertid ikke i tvivl om, at dekorationen på badesandalerne kan give det forkerte indtryk. »Muslimer ville finde det meget stødende«, siger lektor og studieleder på arabiskstudiet Jakob Skovgaard-Petersen, men understreger at skriften er stærkt stiliseret. Jean Butler, ph.d.-studerende på arabisk, uddyber: »Med lidt god vilje kan der godt stå Allah, men skriften er kaligrafisk. Det er en fri fortolkning af bogstaverne. Men det kommer an på, hvordan man vælger at se på det«, siger hun og forklarer, at sandalen er ekstra stødende, fordi muslimer betragter fødderne som meget urene. Fødder urene »Der er selvfølgelig en almen forståelse af, at det er blasfemisk at træde på noget guddommeligt. Men det er måske en ekstra tand blasfemisk for muslimer, fordi fødderne regnes for særligt urene i islam. For en muslim er det eksempelvis fornærmende at sidde, sådan at ens fodsål peger hen mod en anden«, forklarer Jean Butler. Badesandalerne, der er produceret i Fjernøsten, har været ude i butikkerne siden midten af maj og indgik i et parti sandaler med 30 forskellige mønstre med blandt andet blomster og striber. Mange af dem er allerede solgt, oplyser driftsdirektøren fra Føtex. Sidste år måtte Kvickly tilbagetrække sandaler, der var udsmykket med billeder af Jesus og Jomfru Maria.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her