Muslimske unge er mindre fysisk aktive i deres fritid end deres jævnaldrende med etnisk dansk baggrund. Næsten hver fjerde af de muslimske drenge og næsten halvdelen af pigerne mellem 16 og 20 år vurderer selv, at de har en stillesiddende fritid. Det gælder kun 10 procent af drengene og 14 procent af pigerne med en protestantisk baggrund. Det fremgår af en ny MULD-undersøgelse lavet i samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse. MULD står for 'Monitorering af Unges Livsstil og Dagligdag'. »Der er ikke lavet nogen tilbundsgående undersøgelse af, hvorfor der er den forskel mellem muslimske og andre unges motionsmønster«, siger Mette Lindstrøm, Sundhedsstyrelsen. »Men det kan hænge sammen med, at der i mange muslimske lande ikke er den samme foreningskultur og tradition for organiseret sport, som vi kender i Danmark. Rigtig mange danske unge går til en eller anden form for idræt«. En time dagligt For pigernes vedkommende er der ifølge Mette Lindstrøm den ekstra forhindring, at nogen ikke får lov at gå ud alene, og at mange ikke må deltage i idræt, hvor de skal klæde om sammen med andre. Set under ét lever langt de fleste unge i Danmark dog op til Sundhedsstyrelsens anbefalinger om mindst en times fysisk aktivitet i fritiden hver dag. Det gælder syv ud af ti drenge og seks ud af ti piger. Men aktivitetsniveauet falder med alderen. De 16-årige dyrker mere motion og bruger cyklen mere end de 20-årige. Tv og computere De unge, som ikke bruger nok tid på motion i fritiden, sidder måske foran fjernsynet eller computeren. En ny undersøgelse om unges sundhed i 35 lande, netop offentliggjort af verdenssundhedsorganisationen WHO, viser, at omkring en fjerdedel af de 15-årige danskere bruger mere end fire timer på at se fjernsyn på en almindelig hverdag. En tredjedel af de 15-årige danske drenge bruger mere end tre timer ved computeren på hverdage. Det samme gælder kun fem procent af pigerne. MULD-undersøgelsen om de unges fysiske aktivitet i fritiden kommer, netop som Sundhedsstyrelsen har indledt en stor kampagne, 'Rør dig 30 minutter om dagen'. Kampagnen, som gennemføres i samarbejde med amterne og de to hovedstadskommuner, skal lokke danskerne til at bevæge sig noget mere. »Kampagnen retter sig mod voksne og har ikke specielle aktiviteter for de unge«, siger Anne van der Zaag, Folkesundhed København. Cykelkurser »Men i København tilbyder vi for eksempel cykelkurser specielt for indvandrerkvinder, og vi ved, at også mange piger og unge kvinder er interesserede«. Ifølge Mette Lindstrøm får mange danske unge deres daglige motion netop på cyklen, mens mange indvandrere slet ikke kan cykle. Undersøgelser viser, at 20-30 procent af befolkningen bevæger sig så lidt, at det går ud over deres sundhed. Anbefalingerne om fysisk aktivitet lyder på mindst en halv time for voksne og mindst en time for børn og unge hver dag.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























