Tyrkiet smed i går en regulær bombe ind i valgkampen til Europa-parlamentet, da fire markante kurdiske politikere blev løsladt, mens deres appelsager kører ved domstolene. Samtidig sendte det statslige tyrkiske fjernsyn for første gang et landsdækkende program på kurdisk. Dermed sendte de tyrkiske myndigheder et klart signal om, at landet er parat til at gennemføre de reformer, der skal til for at leve op til EU's betingelser for at indlede reelle forhandlinger om optagelse i unionen. Angreb på Nyrup Blandt de løsladte er aktivisten Leyla Zana, der tidligere har modtaget Europaparlamentets menneskerettighedspris i 1995. »Det her er et klart tegn på, hvor stor en succes det europæiske samarbejde er«, siger den radikale spidskandidat til Europaparlamentet, Anders Samuelsen. Han langer hårdt ud efter socialdemokraternes spidskandidat, Poul Nyrup Rasmussen, der i valgkampen har anlagt en skeptisk linje og fraråder, at EU indleder forhandlinger med Tyrkiet. »Det er en fatal fejltagelse af Nyrup, og vi kan bare være glade for, at resten af EU's ledere ikke har optrådt lige så uansvarligt. Så havde vi næppe set disse reformer«, siger Anders Samuelsen. Tyrkiet under forandring Det angreb hidser ikke Poul Nyrup Rasmussen op. Han mener ikke, at hans linje i forhold til Tyrkiet er uansvarlig. »Løsladelsen er glædelig, men min holdning er, som den hele tiden har været. Tyrkiet er ikke klar til at indlede forhandlinger endnu, og der er stadig lang vej. At Tyrkiet kan blive medlem af EU, er ikke en garanti for, at det bliver det. Der er ikke noget nyt i mit standpunkt«, siger han og peger på, at EU i mange år har lagt pres på Tyrkiet, og at man skal fortsætte. »Situationen bevæger sig, men det skal være et helt andet mere moderne og europæisk Tyrkiet, vi skal se, før der sker noget i forhold til medlemskab af EU. Vi må ikke kun kigge på dette enkle tilfælde«, siger Nyrup. Opfordring til Jens-Peter Bonde Anders Samuelsen mener, at udviklingen i Tyrkiet kræver et nyt svar fra JuniBevægelsens Jens-Peter Bonde, der netop har fremført fængslingen af den kurdiske politiker Leyla Zana som et hovedargument for, at Tyrkiet ikke er klar til EU. »JuniBevægelsen har bekvemt skubbet Leyla Zana foran sig for at undgå at tage stilling til Tyrkiets medlemskab, men nu må de melde klart ud, om de mener, Tyrkiet skal med eller ej«, siger Anders Samuelsen. Den opfordring lader JuniBevægelsens spidskandidat til EU-parlamentet Jens-Peter Bonde ikke stå tilbage. Heller ikke han mener, at Tyrkiet er klar. »Det er et skridt i den rigtige retning, men jeg vil ikke indlede forhandlinger med Tyrkiet endnu. Militæret har stadig magten i Østtyrkiet, og der blev rapporteret om 243 torturtilfælde sidste år«, siger Jens-Peter Bonde og understreger, at han vil se den næste rapport fra Amnesty International helt fri for anmærkninger, før han har lyst til at indlede en udvidelsesproces med Tyrkiet. Bonde mener ikke, at hans hovedargument for at vente med de indledende forhandlinger er faldet til jorden med løsladelsen af de fire regeringsfolk. »Der sidder stadig mange menige medlemmer af Zanas parti i fængsel. Det er ikke nok at de fire regeringsmedlemmer bliver løsladt«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























