Siden regeringen trådte til i 2001, er der sket et dramatisk skift i indvandringen til Danmark. Strammere love betyder, at flere udlændinge rejser til Danmark for at arbejde og uddanne sig end for at søge om asyl og famuiliesammenføring. Det viser nye tal fra Udlændingestyrelsen ifølge tidsskriftet Arbejdsmarkedspolitisk Agenda. »Det viser, at regeringens politik har virket efter hensigten«, siger integrationsminister Bertel Haarder til Berlingske Tidende. Glæde hos arbejdsgivere Danske arbejdsgivere glæder sig over tendensen, mens organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke er skeptiske. Regeringen tager ikke sin del af ansvaret for Europas flygtningeproblemer, mener generaldirektør Lars Udsholt. Den største stigning i den jobrettede indvandring skyldes, at flere får ophold som almindelige lønarbejdere eller selvstændige. Det gælder især for kokke, smede og landbrugsmedhjælpere. lønarbejderne kommer primært fra Polen, Litauen og Filippinerne. Kinesere på højskole i Danmark Tallet for lønarbejdere er steget fra 1.800 til 2.300 i perioden 2001-2003, mens antal opholdstilladelser til studerende er vokset fra 3.700 til omkring 6.000. De gives især til kinesere og studerende fra de nye EU-lande, der læser eller går på højskole i Danmark.
Indvandring til Danmark skifter karakter
Lyt til artiklen