Folkekirken spilder for mange kræfter og penge på at holde gudstjenester i halvtomme kirker. Derfor bør præsterne i de tyndt befolkede områder aflyse en eller flere gudstjenester hver søndag og samle menigheden til blot én gudstjeneste. Det vil give præsterne mere tid til at forkynde det kristne budskab uden for kirkemurene. Sådan lyder budskabet fra flere af landets biskopper i Morgenavisen Jyllands-Posten. »Det kan være demoraliserende for både præster og menighed at deltage i en gudstjeneste med kun en håndfuld personer. Derfor skaber man både sjovere og bedre gudstjenester ved at samle dem til én«, siger biskoppen i Roskilde Stift, Jan Lindhardt, der understreger, at der bør være en gudstjeneste i hvert pastorat hver søndag. Han bakkes op af flere kolleger i stifterne, blandt andet Karsten Nissen i Viborg, Niels Henrik Arendt i Haderslev og Kjeld Holm i Århus.
Biskopper vil slå gudstjenester sammen
Lyt til artiklen