Der er syv skudhuller i muren på Askovgårdens Ungdomsklub i Skyttegade på Nørrebro. Og et hul i vinduet fra en kugle, som er gået gennem ruden og ind gennem køkkenet for til sidst at bore sig ind i den gråblå væg i ungdomsklubbens mellemgang. Normalt er ungdomsklubben fyldt med mennesker på hverdagsaftener ved 21-tiden. Men netop onsdag aften var klubben lukket, fordi både ungdoms- og børneklubben havde været på tur ved stranden. Og det er et held, vurderer Københavns Politi. Affyrede to skudsalver For de gerningsmænd, der onsdag aften klokken 21.06 forsøgte at likvidere en 36-årig mand på åben gade på hjørnet af Skyttegade og Struenseegade i en 'drive-by-shooting', affyrede to skudsalver - hvoraf den 36-årige blev ramt i den ene balde og to gange i venstre ben, ligesom en tilfældigt forbipasserende kvinde blev ramt i hånden. »Generelt når man fyrer sådan to salver af, så ved man ikke, hvor projektilerne flyver hen. Så det er helt vanvittigt og et held, at flere ikke er kommet til skade«, siger kriminalinspektør ved Københavns Politi Oskar Lassen og fortæller, at der mindst blev affyret 16 skud. Hævnaktion Ifølge Politikens oplysninger kan attentatforsøget onsdag aften have forbindelse til et håndgemæng, der fandt sted i Guldbergsgade på Nørrebro foran Café Rust 15. maj. Der er flere forskellige forklaringer på, hvad der egentlig skete den aften. Én forklaring er, at to grupper af nydanskere kom i indbyrdes klammeri, mens en anden er, at en gruppe unge drenge var blevet uvenner med caféens dørmand. Men sikkert er det, at skudofferet fra onsdagens skudepisode blev tilkaldt som mægler mellem de stridende parter. Under episoden foran Rust skulle en af drengene været blevet meget vred på den 36-årige og have truet ham på livet. Politiet bekræfter episoden foran Rust, og at skudofferet forsøgte at mægle mellem parterne. »Vi efterforsker i øjeblikket, om der er en sammenhæng mellem det, der skete for tre uger siden, og skudepisoden i går (onsdag, red.)«, siger kriminalkommissær Jørgen Everdorff. Udvist fra Danmark Det 36-årige skudoffer er egentlig udvist fra Danmark, fordi han tidligere er dømt for drabsforsøg. I øjeblikket er han i Danmark på såkaldt tålt ophold, fordi forholdene i hjemlandet, Libanon, er usikre, oplyser politiet. I dag er den 36-årige kendt for at være særdeles engageret i indvandremiljøet på Nørrebro og har været med til at starte flere integrationsprojekter for unge. Tilfældigt offer Den 31-årige kvinde, der også blev ramt af gerningsmændenes skud, var en tilfældigt forbipasserende. Hun arbejder til daglig med børn og unge i Karlebo Kommune, og ifølge hendes chef, Anette Laigaard, var kvinden i København i forbindelse med byens miljøfestival, der løber af stabelen i disse dage. »Hun har helt tilfældigt været på det forkerte sted det forkerte tidspunkt«, siger Anette Laigaard, som torsdag var i kontakt med kvindens familie, der kunne fortælle, at hun er blevet opereret i hånden og efter omstændighederne har det godt. Ny negativ omtale I gaderne omkring gerningsstedet er områdets beboere godt trætte af, at der på ny kommer negativ omtale af Nørrebro. »Det er smadderærgerligt, at det sker på Nørrebro lige nu«, fortæller Mette Bødker, der bor lige rundt om hjørnet fra, hvor skudepisoden fandt sted. »Den slags sker alle vegne, men lige så snart det sker på Nørrebro, bliver det blæst op. Her er ikke farligere at bo end så mange andre steder - kun når man skal over Åboulevard«, tilføjer hun. De maskerede gerningsmænd efterlod deres stjålne bil bag et plankeværk ved Assistens Kirkegård. Her forsøgte de at sætte ild til bilen, men vakse vidner fik slukket flammerne, inden de fik ordentligt fat. Gerningsmændene er fortsat på fri fod.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Fylder engelske ord for meget i dansk?
Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























