Sag om politivold genoptages

Lyt til artiklen

En ny sag om anklager mod betjente for politivold skal undersøges igen, efter at lægelige eksperter har udtalt sig kritisk i pressen. Både den fynske statsadvokat og rigsadvokaten frikendte ellers for fire måneder siden to betjente fra Odense for at have udøvet vold mod en 55-årig mand, som de anholdt under dramatiske omstændigheder, fordi de fejlagtigt troede han var biltyv. Frikendelsen af betjentene skete, selv om der ikke var indhentet lægelige vurderinger af de kvæstelser, manden havde pådraget sig under anholdelsen. Det er anden gang i år, at en sag om politiets optræden i forbindelse med en anholdelse genoptages hos statsadvokaturen. I februar besluttede statsadvokaten i Aalborg, Elsemette Cassøe, på ny at se på en sag, hvor den 21-årige Jens Arne Ørskov Mathiasen fra Løgstør døde i politiets varetægt. Denne sag er endnu ikke afsluttet. Tvivl om forklaringer Sagen fra Odense startede i maj forrige år, da den 55-årige Carsten Albjerg blev anholdt af to betjente, fordi de fejlagtigt troede han var biltyv. Betjentene rev ham ud af hans bil og kastede ham angiveligt til jorden. Under anholdelsen pådrog Carsten Albjerg sig læsioner i ansigtet, på knæene og på skulderen. Den 55-årige mand klagede over, at han var blevet slæbt hen ad asfalten og at en betjent med sit knæ havde trykket hans hoved til jorden. Betjentene forklarede, at »de var faldet hen over ham«. Til radioprogrammet Orientering på P1 for nylig udtalte to læger, der har set billeder af mandens kvæstelser, at betjentenes forklaring ikke kunne passe. Den tidligere formand for Retslægerådet, Jørn Simonsen, og overlæge Hans Reich fra Hvidovre Hospital, konstaterede i radioudsendelsen, at Carsten Albjergs læsioner simpelthen ikke kunne opstå på den måde, som betjentene har forklaret. Carsten Albjergs advokat, Klaus Ewald, klagede allerede i februar til Ombudsmanden over, at sagen efter hans opfattelse er blevet sjusket behandlet hos statsadvokaten. »Jeg har på et tidligt tidspunkt bedt om, at Retslægerådet burde udtale sig om sagen, men denne opfordring har både statsadvokaten og rigsadvokaten valgt helt at se bort fra. I stedet for træffer de en beslutning, som frikender betjentene. Uden at man har villet høre på partsindlæg fra mig. Det ville aldrig kunne finde sted i en retssag«, siger Klaus Ewald og tilføjer, »at det trods alt er glædeligt, at systemet er bevægeligt«. Belastende sag Charlotte Alsing-Juhl fra Statsadvokaten for Fyn siger, at hun vil gå i gang med at få samtykke til at indhente lægelige oplysninger. »Men dermed har vi ikke taget stilling til, om sagen skal forelægges Retslægerådet«, tilføjer hun. »Det er ikke normalt i sådanne sager at indhente Retslægerådets kommentarer«, konstaterer hun. Formanden for Odense Politiforening, Hans Illum Hansen, siger, at sager af den karakter naturligvis skal undersøges til bunds. »Vi mente, at sagen var sluttet, men der er åbenbart nogle lægelige oplysninger, der trænger til eftersyn. Og det må vi tage til efterretning. Men det er utroligt belastende for de to kolleger, at sagen nu igen begynder, efter at de i to år har haft den hængende over hovedet«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her