Efter et par dages tøvejr i de fastlåste forhandlinger om kommunalreformen indledte Folketingets afslutningsdebat en ny iskold konfrontation mellem regeringsblokken og Socialdemokratiet. Årsagen var et indlæg fra partiformand Mogens Lykketoft (S), hvor han i et klart sprog markerede de socialdemokratiske krav og undlod at signalere nye åbninger. Det skaber stor forundring hos både Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti, der fredag eftermiddag klokken 13 har indbudt S og R til de første forhandlinger siden sidste uges forhandlingssammenbrud. Ganske usædvanligt meldte Mogens Lykketoft sig tidligt i debatten i talerækken med et længere indlæg, hvor han understregede Socialdemokratiets vilje til forhandling, hvis regeringen fjerner de ultimative krav. Men han gjorde det samtidig krystalklart, at S ikke medvirker i »et langvarigt sorteperspil« og derfor vil forlade forhandlingerne hurtigt, hvis der ikke gives markante indrømmelser. Løkke skuffet »I bedste fald står vi foran et meget, meget langt forhandlingsforløb (...), og vi medvirker ikke til en løsning, der udløser et administrativt kaos og en vilkårlig kasten rundt med opgaver den 1. januar 2007«, lød det bl.a. fra Mogens Lykketoft. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lægger ikke skjul på skuffelse efter flere dage med imødekommende toner fra begge sider. »Jeg er da lidt småskuffet, når vi nu inviterer fuldstændig åbent og fordomsfrit med gode intentioner om at få stærke viljer til at mødes. Der skal to til at give sig, og derfor er det noget overraskende, at det første, man for alvor hører, er en partiformand, som står og slår en række bastante betingelser fast på Folketingets talerstol«, siger Lars Løkke Rasmussen. Regionskampen Han peger på, at S-formanden lagde stor vægt på at fastholde de socialdemokratiske mærkesager om et statsligt forankret arbejdsmarkedssystem og stærke regioner med ansvar for egne indtægter og en bred vifte af opgaver inden for bl.a. miljø- og planområdet, den kollektive trafik, socialområdet og erhvervsudvikling. Både Dansk Folkeparti og de konservative frygter direkte, at Socialdemokratiet har indledt en endelig tilbagetrækning fra forhandlingerne. »Det var en meget hård tone i betragtning af, at vi står lige over for en afgørende forhandling. Derfor frygter jeg, at Lykketoft allerede har besluttet sig for ikke at byde ind«, siger politisk ordfører Pia Christmas-Møller. »Socialdemokratiet siger punkt et, at regeringen ikke må stille nogen krav. Men de stiller selv med krav og siger oven i købet, at deres krav er afgørende. Det lyder meget ultimativt, og derfor tror jeg, at de prøver at tale sig væk fra deltagelse i aftalen«, siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl (DF). Intet radikalt sololøb Den radikale leder, Marianne Jelved, havde ikke mange kommentarer til Lykketofts indlæg, men hun afviser et eventuelt radikalt sololøb: »Det er utænkeligt«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























