Kramer betaler penge tilbage

Foto: Thomas Sjørup
Foto: Thomas Sjørup
Lyt til artiklen

Hovedstadens hjemløse får alligevel gavn af de penge, som overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) for tre år siden lovede, da han modtog 50.000 kroner på Dansk Ejendomsmæglerforenings landsmøde. Efter flere dages massivt pres fra venner og fjender besluttede overborgmesteren torsdag aften at betale pengene til de hjemløse, nøjagtig som han gav indtryk af, da han på ejendomsmæglernes landsmøde i 2001 udtalte, at pengene skulle gå til folk »uden tag over hovedet«. Brugte pengene til rejse I stedet valgte han at stikke pengene i egen lomme og bruge dem på en privat ferierejse til Australien med familien i fjor. Men nu har piben fået en anden lyd. »Jeg vil bruge pengene til det, fonden havde regnet med og troede, jeg ville bruge pengene til i 2001«, sagde han til TV 2 /Nyhederne. Da han efterfølgende blev spurgt, om det betød, at han ville tilbagebetale de penge til de hjemløse, han fik efter skat, lød svaret: »Ja«. Frygtede ny debat om pengene Jens Kramer Mikkelsen forklarer kursskiftet med, at han først forleden blev opmærksom på sin tre år gamle udtalelse. Men i torsdags-Politiken afviste han lodret at betale pengene tilbage, fordi han frygtede en ny debat om, hvorvidt han skulle betale beløbet tilbage før eller efter skat. Han blev dog undsagt af folketingsmedlem Jette Bergenholz Bautrup (S), der opfordrede ham til at betale pengene til de hjemløse. Og hun blev suppleret af gruppeformand i den socialdemokratiske folketingsgruppe, Pia Gjellerup (S), samt den københavnske S-formand Bo Sandberg, der i TV 2 krævede pengene tilbage til de hjemløse. »Jens Kramer har givet det indtryk, at han ville bruge pengene til nogle, der virkelig trængte til dem, nemlig hjemløse. Og det synes jeg, han skal forfølge og betale pengene tilbage«, sagde Pia Gjellerup. »Personligt mener jeg, det vil være fornuftigt, hvis Jens Kramer Mikkelsen betaler pengene tilbage til de hjemløse«, sagde Bo Sandberg. Over for Ekstra Bladet gav Jens Kramer Mikkelsen tidligere på ugen følgende forklaring på, hvad han kunne have ment med sin udtalelse for tre år siden: »Når jeg sagde folk uden tag over hovedet, så kunne det for eksempel være mine egne unger«. Ros fra Gjellerup Sent torsdag aften roste Pia Gjellerup overborgmesteren for kursskiftet. »Det var klogt«, sagde hun under en pause i Folketingets afslutningsdebat. Sagen er gefundenes fressen for Jens Kramer Mikkelsens rival, bygge- og teknikborgmester Søren Pind (V), der kalder overborgmesterens handlemåde for »moralsk anløben«. Politiken har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Jens Kramer Mikkelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her