Et skøn lyder, at omkring 250.000 danskere får smerter på grund af overbevægelige eller såkaldt hypermobile led. Alligevel er der en generel mangel på viden blandt landets læger om diagnosen hypermobilitetssyndrom. »Der er ikke ret mange læger, der går op i hypermobilitet«, siger Inge Germer, kontaktperson i Gigtforeningens diagnosegruppe i Nordjylland. Derfor har mange mennesker ledsmerter i årevis, uden at de kan få sat et navn på lidelsen, fortæller hun. Inge Germer står ikke alene med den opfattelse - samme melding lyder fra de interessegrupper for hypermobile, der dækker henholdsvis Sjælland, Fyn, Sønderjylland og Ringkøbing/Viborg. Overlæge Lars Remvig fra Rigshospitalet i København er en af de få, der forsker i sygdommen herhjemme, og han så også gerne, at lægerne satte mere fokus på folk født med særligt løse led: »Det er mit indtryk, at der generelt er en meget begrænset viden på området«, slår han fast. Det gælder ifølge Lars Remvig og de adspurgte interessegrupper både praktiserende læger og speciallæger. Problemet er ikke kun dansk - også to internationale undersøgelser konkluderer, at der er et klart behov for mere viden om hypermobilitet blandt fagfolk. Jens Møller Rasmussen, overlæge på Odense Universitetssygehus og formand for Dansk Reumatologisk Selskab, mener ikke, der er problemer med speciallægernes viden om hypermobilitet. Han ser derfor heller ingen anledning til at sætte ekstra fokus på problemet. »Hypermobilitet indgår som tema i vores kursusrækker, men der vil ikke komme et specifikt kursus om det«, siger han. Dog med den tilføjelse, at emnet er sat på dagsordenen på selskabets årsmøde til efteråret. Ifølge Lars Remvig er det svært at sætte mere fokus på hypermobiliteten, fordi der findes alt for lidt kvalificeret forskning på området. »Men lad os bruge den viden, vi har, indtil vi får noget bedre. Og lad os lære læger og speciallæger at stille diagnosen«, slutter han. Risiko for stigning Den manglende forskning gør det også svært at give præcise tal på, hvor mange der reelt lider af hypermobilitetssyndrom. Tallet 250.000 bygger på flere angivelser af, at hver tiende dansker er hypermobil, og at omkring halvdelen af disse med tiden vil få syndromet. Kropsterapeut og afspændingspædagog Margit Haxthausen har gennem en årrække beskæftiget sig særligt med hypermobile. Hun ser en risiko for, at antallet af folk, der får gener af at være ekstra bøjelige i leddene, vil stige med årene. »Det skyldes, at vi ikke bruger kroppen så meget som før. Tidligere kunne folk, der var hypermobile, gå med det, til de blev 60 år, uden at mærke noget, fordi de var stærke«, siger hun.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























