Hjemløse svækker Kramer

Arkivfoto: Thomas Sjørup
Arkivfoto: Thomas Sjørup
Lyt til artiklen

Hvis historien om, at Jens Kramer Mikkelsen hellere ville til Australien end hjælpe hjemløse, bliver hevet frem i næste valgkamp, kan det få alvorlige konsekvenser for den socialdemokratiske overborgmester i København. Det vurderer forsker i kommunalvalg Roger Buch: »En fjerdedel af vælgerne bestemmer sig først for, hvem de skal stemme på, under valgkampen. Derfor kan det komme til at slå hårdt, hvis sagen bliver hevet frem under næste valg«, forklarer han og tilføjer, at den slags sager som regel går i vælgernes glemmebog, medmindre de bliver mindet om dem. Nægtede at give pengene Kritikken mod overborgmesteren startede, da han for en uge siden nægtede, at han i 2001 lovede de hjemløse 50.000 kroner - penge som han fik af Ejendomsmæglernes Fond. Og som blev spenderet på en familietur til Australien. Efter den massive kritik gik Jens Kramer Mikkelsen imidlertid med til at donere 30.000 kroner - svarende til beløbet efter skat. Og endelig bestemte han sig for at give i alt 50.000 kroner til henholdsvis Missionen blandt Hjemløse og KFUK's Sociale Arbejde. Uheldig sag Roger Buch vurderer, at sagen er særlig uheldig for Socialdemokraterne, fordi partiet sædvanligvis gerne vil fremstå som forkæmper for samfundets svage. »Der er en forskellig politisk moral inden for hvert parti. Og den her sag slår helt klart hårdere hos Socialdemokraterne, end den havde gjort i partier længere til højre«, vurderer han. Valgforskeren mener, at sagen for alvor blev penibel, da overborgmesteren nægtede at have givet løftet: »De skandaler, der virkelig vokser sig store, er skandaler, hvor man forsøger at skjule, det der er sket«, siger Roger Buch. Jens Kramers egen lokale partiformand Bo Sandberg er enig: »Den sag har ikke været håndteret optimalt. Den burde være lukket med det samme«, siger han og fortæller, at han tidligere på ugen bad Jens Kramer Mikkelsen om, at »nu skulle det stoppe«. Pia Gjellerup, gruppeformand for Socialdemokraterne på Christiansborg, er heller ikke begejstret: »Det er altid ærgerligt, hvis der kommer uklarhed omkring dét, at man kan stå ved sit ord«, siger Pia Gjellerup. En misforståelse Jens Kramer Mikkelsen ønsker ikke at udtale sig mere om sagen - i stedet udsendte han fredag en pressemeddelelse. Her fastholder han, at der var tale om en misforståelse, da Ejendomsmæglernes Fond fik det indtryk, at han ville donere pengene til hjemløse: »Jeg har fundet det rigtigt, for at rydde enhver misforståelse af vejen, at pengene kommer hjemløse og andre socialt udsatte til gode«, skriver han. Formand for Ejendomsmæglernes Fond Henning Normann Andersen mener dog ikke, at der var noget at være i tvivl om. Langt de fleste af fondens prismodtagere vælger desuden at donere pengene til et godt formål, oplyser han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her