Flygtningeminister Bertel Haarder (V) blev tirsdag frifundet i en injuriesag ved Københavns Byret. Sagen var anlagt af udlændingeadvokat Hans Boserup, som føler sig krænket over en række udtalelser fra ministeren. Personligt opgør Advokaten har igennem længere tid kritiseret de danske myndigheder for at sende syge flygtninge tilbage til Kosova. Sagen har udartet sig til et personligt opgør mellem de to sønderjyder, Bertel Haarder og Hans Boserup. »Jeg har ikke nogen konflikt med Boserup, men han har åbenbart en konflikt kørende med mig. Dommen viser jo, at sagen aldrig skulle have været anlagt«, siger Bertel Haarder. Det var ikke mindst et interview i Ekstra Bladet 29. december, der fik Hans Boserup til at anlægge sag mod ministeren. Her blev han af Bertel Haarder beskrevet som en »sønderjysk advokat, der har gjort flygtninge til en pengemaskine«. Advokaten blev samtidig beskyldt for at forsyne sine klienter med »manualer«, der skulle få læger til at udskrive »stakke af receptmedicin«. Bertel Haarder nægtede udtalelser Under retssagen støttede Bertel Haarder sig blandt andet til et brev fra en læge, der følte, at Hans Boserup havde forsøgt at presse ham til at udskrive en bestemt slags medicin. Men ministeren, der var igennem en to timer lang vidneafhøring, afviste, at han havde brugt udtrykkene »pengemaskine« og »stakke af receptmedicin«. Journalisten bag interviewet i Ekstra Bladet fastholdt under vidneansvar, at Bertel Haarder var korrekt citeret. Men byretten valgte at tro mere på ministeren end journalisten. Retten fandt det »ikke godtgjort«, at Bertel Haarder havde udtalt sig som citeret. Hans Boserup har igennem hele sagen oplyst, at flygtningesagerne er en underskudsforretning. Han mener, at byretsdommen er udtryk for, at retssystemet som udgangspunkt går ud fra, at myndighederne opfører sig ordentligt. Han vil nu anke dommen til landsretten. »Byretten har haft skyklapper på. Jeg vil have en ordentlig sagsbehandling«, siger Boserup. Umiddelbart før injuriesagen blev anlagt, meldte udlændingemyndighederne med Bertel Haarder i spidsen Hans Boserup til politiet for fusk med asylsystemet. Men politiet har siden valgt at indstille efterforskningen på grund af mangel på beviser.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























