Minister vred over ubådsnotat

»Jeg kendte absolut intet til eksistensen af sådan et stykke papir«, siger Søren Gade. - Foto: Finn Frandsen
»Jeg kendte absolut intet til eksistensen af sådan et stykke papir«, siger Søren Gade. - Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Hverken forsvarsminister Søren Gade (V) eller Forsvarskommandoen anede før i går noget om, at søværnet på egen hånd har arbejdet med alternativer til regeringens omstridte forslag om at købe tre nye Viking-ubåde. »Jeg kendte absolut intet til eksistensen af sådan et stykke papir«, siger Søren Gade. Alternativ til Viking Ministeren kunne tirsdag i Morgenavisen Jyllands-Posten læse, at Søværnets Materielkommando, SMK, har udarbejdet et notat med forslag om at købe to brugte svenske ubåde af Västergötland-klassen som alternativ til Viking. Og den form for selvstændigt initiativ er forsvarsministeren voldsomt imod. »Det er stærkt utilfredsstillende, at der sidder nogen i søværnet og fører politik. Uden at hverken jeg eller Forsvarskommandoen ved noget som helst«, siger Søren Gade. »Det er jo fuldstændig utroværdigt og gavner bestemt ikke de politiske forhandlinger«. Småt med begejstring Ubådskøbet er en af de helt store knaster i forhandlingerne om nyt forsvarsforlig. Partiernes forhandlere har spurgt til leasing eller køb af brugte ubåde som alternativer, og Forsvarsministeriet har svaret, at det ikke er muligt. Forsvarsministeren har nu forlangt at få notatet, og det får han også brug for, når han skal mødes med partierne i dag. »Vi vil selvfølgelig have klarhed over, hvad det er for et forslag«, siger den socialdemokratiske forsvarsordfører, Per Kaalund. Samme holdning har de radikale. »Men det afgørende er at få svar på, hvad vi overhovedet skal med ubåde. Tanken om at købe to brugte er altså ikke noget, der skaber bølge i det radikale gruppeværelse«, siger forsvarsordfører Morten Helveg Petersen (R). Forsvarskomandoen er ikke imponeret Forsvarskommandoen fik notatet tirsdag - og er ikke umiddelbart imponeret over ideen om at købe to 15 år gamle ubåde til i alt 1,6 mia. kr. inklusive modernisering. »Vi hælder til Viking eller ingen ubåde«, siger Forsvarskommandoens pressechef, Hans-Christian Mathiesen. De tre Viking-ubåde, som bygges i samarbejde med Sverige, vil koste fire mia. kr. Søren Gade holdt i går et møde med sin svenske kollega i forbindelse med et nordisk forsvarsministermøde i Sankt Petersborg. Her bekræftede Gade den danske deltagelse i Viking-projektet. »Og der var ingen snak om, at svenskerne har brugte ubåde til salg«, siger forsvarsministeren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her