Aids vil formodentlig stå øverst på listen, når otte internationale økonomer lørdag offentliggør deres rangliste over verdens ti største udfordringer. Det forudser én af de otte, professor Jagdish Baghwati fra Columbia University i USA, over for Politiken. Mens der stadig hersker usikkerhed om placeringen af de øvrige udfordringer, synes aids indtil videre at være urokkelig på førstepladsen. »Der er udfordringer, som så soleklart giver et stort afkast i forhold til investeringerne, så jeg fornemmer, at aids kommer ind på en førsteplads. Malaria har samme status«, siger Baghwati. Både aids og malaria hører til det overordnede emne smitsomme sygdomme. Sult og underernæring højt på listen Ifølge Jagdish Baghwati får også emnet 'sult og underernæring' stadig vigtigere status, som Copenhagen Consensus skrider frem, og emnerne 'migration' og 'handelsbarrierer/subsidier' nyder også fremme. »Migration og handelsbarrierer kræver ikke nogen investeringer for at give udbytte. De emner kræver bare politisk vilje, men vil til gengæld give et stort afkast«, siger Baghwati, der mener, at 'klima' ender et stykke nede på listen, selv om han gerne vil afsløre, at der er en del uenighed om netop det emne. De otte økonomer diskuterer hele denne uge bag lukkede døre, hvordan de skal prioritere verdens ti største udfordringer ud fra et cost-benefit-synspunkt. Det betyder, at de skal afgøre, hvad der bedst kan betale sig at investere i, så udbyttet bliver størst muligt. Copenhagen Consensus er arrangeret af Institut for Miljøvurdering, Bjørn Lomborg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























