Retspræsidenten i Odense, Hans Peter Rosenmeier, der i årevis har givet politiet bemyndigelse til efter eget skøn at bortvise uønskede tilhørere til offentlige retssager, tvinges nu til at pege på de regler i retsplejeloven, der giver ham kompetence til at indgå en sådan aftale. Desuden er en overordnet politimand blevet anmeldt for ulovligt at have bortvist en tilhører fra et retsmøde. Det er advokat Torben Bagge, forsvarer i en sag om et opgør mellem unge med indvandrerbaggrund og Hells Angels-medlemmer, der kræver en forklaring. Han mener, at retspræsidenten overtræder sine beføjelser. Og han mener, at den betjent, der bortviste en tilhører, står til straf. Ingen må afvises »I en demokratisk retsstat, der kræver offentlige retsmøder, er det retten, der af hensyn til ro og orden bestemmer, hvem der må overvære et retsmøde, og ingen kan på forhånd afvises«, fastslår han. Torben Bagge har skriftligt bedt retspræsident Hans Peter Rosenmeier om at komme med en forklaring. Samtidig har advokaten anmeldt en overordnet politimand, der under et retsmøde i samme sag 4. maj bortviste to tilhørere, selv om retten havde besluttet, at de måtte overvære sagen. Bagge har anmeldt sagen på vegne af den ene af tilhørerne. Anmeldelsen er rettet til Statsadvokaten for Fyn. Politiet forsøgte at sortere blandt tilhørere Politiet forsøgte så sent som i tirsdags at sortere blandt tilhørerne til et retsmøde om samme sag, hvilket fik retten til at afsige kendelse om, at det ikke tilkommer politiet at beslutte, hvem der må overvære retsmøder. Herefter erklærede politiet, at man ikke kunne garantere for rettens sikkerhed - og betjente, der var posteret uden for retsbygningen for at forhindre eventuelle sammenstød mellem tilhængere af de to parter i retssagen, blev trukket tilbage. Retspræsident står fast Retspræsidenten, Hans Peter Rosenmeier, står fast på sin beslutning om at lade politiet vurdere ud fra sikkerhedshensyn, hvilke personer der bør udelukkes fra at overvære retsmøder. Over for Ritzaus Bureau har han begrundet det med, at »(...) jeg har accepteret, at politiet har lagt den højeste vægt på sikkerheden. Og det gør jeg stadigvæk. Men jeg er da enig i, at der er nogle principielle betænkeligheder ved det her«. Anmelder betjent Advokat Torben Bagges anmeldelse af en betjent kommer, efter at en af hans klienter som tilhører pludselig blev bortvist fra retsmødet, som han ellers, uden at have skabt problemer, havde fulgt i næsten tre timer. Klienten har fortalt sin advokat, at han af betjenten blev kaldt ud af retssalen og fik besked på at forlade retsbygningen. Herefter udspandt der sig - stadigvæk ifølge tilhøreren - følgende ordveksling: »Det vil sige, du skider på, at dommeren har sagt, at vi godt må være der (...)«. Betjenten svarede: »Ja, det er politiet, der bestemmer, og I skal bare forlade stedet nu, og I får ikke lov til at komme ind igen«. Anmeldelsen af betjenten sker under henvisning til paragraffer i straffeloven, der dels handler om en persons overtrædelse af sin bemyndigelse, dels krænkelse af privates eller det offentliges ret. Strafferammen går fra bødestraf til to års fængsel. Krav om erstatning Desuden kræver advokaten på sin klients vegne en erstatning på 1.900 kroner for den ulovlige bortvisning i forbindelse med knægtelsen af hans grundlovssikrede ret til at overvære et retsmøde. Odenses vicepolitimester, Arne Gram, har ingen kommentarer til anmeldelsen af en betjent. »Nu er det op til statsadvokaten at vurdere anmeldelsen«, siger han. Tre rockere er i den aktuelle sag tiltalt for knivoverfald på en indvandrer.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Debatindlæg af Chastina Nees
Wegovy, jeg slår op
Lyt til artiklenLæst op af Chastina Nees
00:00



























