Forsvarsminister Søren Gade (V) er overrasket over en ny Gallup-måling, der viser, at hver fjerde danskere accepterer tortur i efterforskningen af terrorsager. »Det kommer nok lidt bag på mig«, siger den nyudnævnte minister til Ritzau. Samtidig gentager han sin indstilling til tortur: Der findes ingen situationer, hvor den kan retfærdiggøres. Ingen 'tortur light' »Tortur light findes ikke. Regeringen og jeg er imod brug af tortur. Sådan er det bare«, siger Søren Gade. Meningsmålingen, der omtales i Berlingske Tidende, kommer efter offentliggørelsen af billeder af amerikanske soldater, der ydmyger og mishandler irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad. Gallup har bedt de medvirkende forholde sig til tre forskellige situationer på dansk jord. En af dem lyder: »Politiet har fået oplysninger om, at en gruppe terrorister planlægger et bombeangreb mod et storcenter i hovedstaden. Man har anholdt en person med formodet viden om planerne. Vil du være parat til at acceptere anvendelse af tortur over for personer mistænkt for at medvirke i sådanne handlinger?« Her svarer 28 procent ja. 11/9 kan være forklaringen Forsvarsminister Søren Gade mener, at en forklaring på tendensen kan være, at holdningen til tortur har ændret sig siden terrorangrebene mod USA 11. september 2001. Generalsekretæren i Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen, kalder det »forstemmende«. Inge Genefke fra Det Internationale Center og Rehabiliteringsråd for Torturofre siger, at hun er ked af, »at vi trods 30 års opsparet ekspertise ikke har formået at trænge igennem med budskaberne om torturens forfærdelige virkninger og eftervirkninger«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























