Op til slutspillet om kommunalreformen sender Norges statsminister, Kjell Magne Bondevik, en kraftig advarsel til danske politikere. Norge gennemførte for få år siden en reform af sygehusvæsenet, der har mange paralleller til de danske planer om etablering af en håndfuld sundhedsregioner uden ret til at indkræve skat. Øvelsen har været dyr: »Vi har øget bevillingerne med flere milliarder kroner, bare efter at reformen blev vedtaget i 2001. Økonomistyringen har været et stort problem«, siger Bondevik. Ansvar flyttet til fem regioner Med reformen flyttede nordmændene ansvaret for sygehusdriften fra de regionale fylkeskommuner til fem sundhedsregioner. Den borgerlige statsminister understreger, at ændringen har givet flere behandlinger og kortere ventelister, men at prisen har været høj: »Jeg vil anmode Danmark om at tænke meget nøje igennem, hvordan man vil få tilstrækkelig økonomisk kontrol over udviklingen. De fem regioner er meget selvstændige, men har ikke noget overordnet økonomisk ansvar, og det har vist sig svært at styre økonomisk«. Professor: Interessant advarsel Professor i statskundskab Jørgen Grønnegaard Christensen betegner advarslen som »yderst interessant«. »Der er al god grund til at tro, at det, der er gået galt i Norge, sandsynligvis vil gå galt i Danmark«, siger han. Hverken S eller SF mener, at regeringen har taget højde for risikoen for gigantiske budgetoverskridelser. SF's gruppeformand, Aage Frandsen, udtaler, at regeringen ikke »har nogen økonomisk vurdering af reformen overhovedet«, mens politisk ordfører Frank Jensen (S) siger: »Der er netop stor risiko for, at økonomien kommer ud af kontrol, fordi sundhedsregionerne bare kan sende regningen videre til regering og Folketing«. Minister afviser sammenligning Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afviser kategorisk at sammenligne med Norge. »Vores udspil står i skarp kontrast til det norske sygehusvæsen, hvor man har fjernet det regionale niveau og har et rent statsligt sygehusvæsen uden loft for, hvad der kan ske i regionerne. Det er som at sammenligne en sæterhytte med et moderne kontorbyggeri«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























