Retfærdigheden vil ske fyldest og USA vil tage hånd om mishandlingen i de irakiske fængsler. Det forsikrer USA's udenrigsminister, Colin Powell, i et debatindlæg i Politiken, hvor han undskylder til »vore mange venner rundt om i verden«. »Vi vil holde de skyldige ansvarlige og sørge for, at sådanne angreb ikke gentager sig. Verden vil se, at vi er en retsstat«, skriver den amerikanske udenrigsminister i Politiken mandag. Krav om hård tale i Washington Colin Powells indlæg falder midt i den danske debat om linjen over for USA. Oppositionen har krævet, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tager bladet fra munden, når han fredag i denne uge mødes med præsident Bush. Fogh skal blandt andet kræve en undersøgelse helt til tops af, hvem der er ansvarlig for mishandlingen i Irak, indskærpe at USA skal overholde internationale spilleregler om krigsfanger og kræve at USA skal gå mere aktivt ind i Israel-Palæstina-konflikten. Og netop disse krav imødekommer Colin Powell i indlægget - endnu inden den danske statsminister har formuleret dem over for Bush. Vil chokstarte fredsproces i Mellemøsten Powell understreger, at fangerne ikke burde have været udsat for overgreb - uanset om de er skyldige eller ej. Han forsikrer, at USA vil overgive magten til irakerne og i samarbejde med FN vil sikre frie og retfærdige valg. Og - som havde han haft et øre uden for udenrigspolitisk nævns møderum på Christiansborg - forsikrer Colin Powell, at USA vil »chokstarte fredsprocessen« mellem Israel og palæstinenserne. Venstres udenrigspolitiske ordfører, Troels Lund Poulsen ser indlægget, »om ikke som en indrømmelse, så som en klar håndsrækning til europæerne«. »Det viser, at USA ikke fører en unilateral politik, men lytter på deres allierede«, siger han. Jeppe Kofod efterlyser håndfaste løfter Socialdemokraten Jeppe Kofod læser indlægget som et udtryk for en »mere ydmyg og samarbejdsvillig amerikansk regering«, men efterlyser håndfaste løfter om f.eks. overholdelse af Genèvekonventionen. »Spørgsmålet er, om det er udtryk for et reelt kursskifte - og om Colin Powell vil være i stand til at leve op til de fine intentioner«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























