En gruppe forskere fra projekt Bedre Sundhed for Mor og Barn skaber nu alvorlig tvivl om de mekanismer, der ligger bag risikoen for at udvikle allergier. De mener, at en række faktorer, der hidtil har været betragtet som muligt allergiudløsende, i virkeligheden kan yde en vis beskyttelse. Tæt omgang med kæledyr, mange ældre søskende, opvækst på en gård og tidligt hen i vuggestuen yder tilsyneladende børnene en vis forebyggelse mod allergi, måske fordi det modner immunsystemet. Konklusionen lyder provokerende, men den er ikke grebet ud af den blå luft. Den er baseret på interview med 24.000 danske familier, og forskernes videnskabelige artikel er netop blevet publiceret på det anerkendte tidsskrift British Medical Journals online-udgave. Hypotese afvist Undersøgelsen viser samtidig, at selve det, at et barn bliver smittet med sygdomsbakterier, ikke yder nogen beskyttelse mod udvikling af allergi. Tværtimod. »Ved at påvise dette går vi faktisk imod den såkaldte hygiejnehypotese, der netop siger, at infektioner i barneårene kan forebygge allergi«, siger den nye undersøgelses førsteforfatter, seniorforsker Christine Stabell Benn, Statens Serum Institut. Hygiejnehypotesen blev lanceret i 1989 som et forsøg på at forklare den eksplosive stigning i allergier blandt børn i hele den vestlige verden. Teorien er, at de moderne familier lever så klinisk rent og hygiejnisk, at børnene ikke får de tidlige infektioner, der kunne hærde deres immunsystem og beskytte mod allergi. Britiske forskere publicerer i dag en ny undersøgelse, der peger på, at hygiejnehypotesen ikke holder. »Vi behøver ikke at blive inficerede som børn for at blive beskyttet mod allergier«, fastslår dr. Ros Stanwell-Smith fra The London School of Hygiene and Tropical Medicine i en pressemeddelelse. Mødt med skepsis Souschef Anne Holm Hansen, Astma-Allergi Forbundet, er ikke begejstret for den nye danske undersøgelse. »Den type forskning lider af den grundlæggende fejl, at fordi man ikke finder allergikere i bestemte miljøer eller under bestemte livsbetingelser, konkluderer man, at de pågældende faktorer eller vilkår beskytter mod allergier. Men man glemmer at tage højde for, at familier, der har kæledyr i hjemmet, netop har det, fordi både forældrene og børnene kan tåle dyr. På samme måde vil du ikke finde dem, der har svære allergier, ude på landet. De er rejst, fordi de ikke kan tåle at leve der«, siger Anne Holm Hansen. Christine Stabell Benn: »Det er klart, at der kan være visse forhold, der gør, at folk med allergier flytter fra landet og for så vidt også afskaffer kæledyrene. Men flere undersøgelser har vist, at selv om det, Anne Holm Hansen siger, spiller en vis rolle, så kan det ikke forklare det hele. Der er stadig en beskyttende effekt ved de fire forhold, vi har påvist i vores undersøgelse«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























