Brabrand Boligforening ventes i løbet af de kommende dage at have samlet grundlag for opsigelse af tre indvandrerfamilier i Gellerupparken, hvis børn er kriminelle. Det er ofre for gaderøverierne, der nu hjælper boligforeningen med at få navnene på i første omgang de tre unge, der sidder varetægtsfængslet i sagen. »Vores jurist bistår de ofre, der har meldt sig for at søge erstatning hos gerningsmændene. Det betyder, at vi også kommer i besiddelse af navnene på de varetægtsfængslede og dermed skaffer os identiteten på de familier, de tilhører. Det giver grundlag for, at vi kan sende familierne opsigelser på deres lejemål«, siger formanden for boligforeningen, Jesper Petersen. Ofre for fire overfald Politiet har ikke lovhjemmel til at videregive navnene på de sigtede børn og unge til boligforeningen, mens de vil blive oplyst til de ofre, der henvender sig til politiet med krav om erstatning over for gerningsmændene. Politiinspektør Bent Preben Nielsen, Århus Politi, bekræfter, at ofrene kan få navnene oplyst. »Og hvem de så leverer navnene til, kan vi ikke blande os i«, konstaterer han. Ifølge formanden for boligforeningens bestyrelse har foreløbig 4 ofre for de i alt 18 gaderøverier, sagen omfatter, rettet henvendelse til boligforeningen. Blandt ofrene er en ældre mand og en kvinde, der er blevet overfaldet fire gange. »Så sent som i aftes henvendte yderligere et offer sig til mig. En kvinde, der fem gange inden for to måneder er blevet overfaldet. Hun er nu så bange, at når hun skal ud efter mørkets frembrud, ringer hun efter en taxa og beder chaufføren hente hende i lejligheden. Og når hun skal hjem, vil hun også have, at chaufføren følger hende helt op til lejligheden«,fortæller Jesper Petersen. Boligforening er tilfreds Brabrand Boligforening er godt tilfreds med, at ofrene hjælper til, så familierne kan siges op. »Vi er glade for, at ofrene vil hjælpe os, så vi kan indlede udformningen af opsigelserne. Der er i første omgang tale om tre familier, som de varetægtsfængslede er børn af. Men der kan blive tale om flere familier.Der er jo nu otte børn og unge, der er sigtet for de røveriske overfald«, konstaterer Jesper Petersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























