Forsvarsministeriet burde være blevet informeret om britiske soldaters mishandling af irakiske fanger. Det mener en af de militærpersoner, som i Irak havde til opgave at sikre overholdelsen af menneskerettighederne blandt fanger, i dag. »Man kan godt diskutere, om vi burde have meldt mere ud«, siger Grith Poulsen, der sidste år var militærjuridisk rådgiver på den danske base Camp Eden i Irak. Rapporterede til chefen Hun var en af de første, som blev informeret om, at danske militære sygepassere i september sidste år på et hospital så to irakiske fanger, der tydeligvis var blevet gennembanket af britiske soldater. En af fangerne døde efterfølgende af sine kvæstelser. Sygehjælperne rapporterede om hændelsen til deres chef - en læge - som derefter orienterede Grith Poulsen. Hun var med i det tilsyn, der skulle kontrollere, at fanger, som de danske soldater havde overgivet til briterne, blev behandlet i overensstemmelse med Genèvekonventionerne. Grith Poulsen forhørte sig hos briterne om sagen og orienterede chefen for den danske Irak-styrke, der imidlertid ikke informerede Forsvarsministeriet i Danmark. Men hun mener ikke, at det danske tilsyn på det tidspunkt burde være blevet strammet, selv om hun var blevet advaret om, at britiske soldater havde stået bag mishandling. »Der er en kæmpeforskel på at have hørt om et enkeltstående tilfælde og så - som nu - at vide, at mishandlingen har været mere generel«, siger hun. Fangemishandlinger i Irak smitter af på Danmark, tilkendegiver forsvarsministeren. Forsvarsmnisteren venter rapport i næste uge Forsvarsminister Søren Gade mødes mandag med Storbritanniens forsvarsminister. Han vil have briterne til at demonstrere, at de har taget hånd om miséren, så Danmark kan godtgøre, at det går ordentligt til i det område i det sydlige Irak, hvor de 500 danske soldater opererer sammen med briterne. Forsvarsministeren understreger, at den danske regering ikke har briterne mistænkt for at opføre sig forkert i Irak.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























