Et privatbygget bemandet rumfartøj har sat rekord, da det under en testopsendelse i Californien nåede op i 64 kilometers højde - seks gange højere end et passagerfly. Rumfartøjet SpaceShipOne er dermed favorit i kampen om den såkaldte Ansari X-prize på 10 millioner dollar. Prisen gives til den første private flyvning ud i rummet, nærmere bestemt den, der to gange inden for to uger kan sende et fartøj med tre mennesker om bord op i 100 kilometers højde. Manden bag SpaceShipOne, rumfartsingeniør Burt Rutan, ventes at ville gøre forsøget inden for de nærmeste uger. Ingen af de 25 konkurrenter fra syv nationer menes at være på samme niveau. At projektet er nået så vidt, kommer bag på næstformanden i Dansk Selskab for Rumfartsforskning, Steen Eiler Jørgensen. Han mener, at udviklingen vil kunne ændre fundamentalt på, hvordan man sender mennesker ud i rummet: »Jeg tror bestemt, vi kommer rumturisme et skridt nærmere«, siger han. Vægtløse turister I så fald vil pengestærke turister kunne købe sig til en kortvarig rumoplevelse: »På sådan en tur op i 100 kilometers højde vil man kunne opleve cirka et kvarters vægtløshed, der vil være så mørkt, at man kan se stjerner, og så vil man kunne fornemme, at Jorden virkelig er rund«, siger Steen Eiler Jørgensen. Næste skridt ville være at komme i kredsløb om Jorden. Det kræver, at man kommer op i 400 kilometers højde og en hastighed på 28.000 kilometer i timen. »Udfordringen er især den høje hastighed«, siger han. Det interessante ved Ansari X-prize er, mener Steen Eiler Jørgensen, at den har startet en græsrodsbevægelse, hvor udviklingen kommer nedefra. En modpol til de få store aktører inden for rumfartsteknologi. Og dermed et ordentligt skub til udviklingen. »Det er smaddergodt, og nu ser vi efterhånden, at det rent faktisk kan lade sig gøre«, siger han. Rekorden i fredags blev sat med den 62-årige testpilot Mike Melvill ved roret. SpaceShipOne blev indledningsvis fløjet til vejrs spændt fast på 'maven' af det specialbyggede fly 'White Knight'. I 15 kilometers højde blev rumfartøjet sluppet løs og fortsatte ved hjælp af sin egen raketmotor op i 64 kilometers højde.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.
It’s complicated
Få overblik over det amerikanske midtvejsvalg med Politiken og The New York Times
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.