Skolefolk vil af med afgangsprøve

Lyt til artiklen

Lærere, elever, skoleledere og forældre kalder det er en rigtig god ide at afskaffe mundtlige eksamener i 9. klasse, som Kommunernes Landsforening har foreslået i Politiken. Skolefolkene vil tilmed gå et skridt videre og helt sløjfe afgangsprøven i 9. klasse i lyset af, at 97 procent af alle folkeskoleelever i dag alligevel fortsætter på en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Meget få skal bruge det »Der bruges megen god undervisningstid på prøver. Og i dag, hvor så mange fortsætter på en ungdomsuddannelse, er der meget få, der skal bruge det til noget senere«, siger formanden for Danmarks Skolelederforening, Erik Lorenzen. Forældreorganisationen Skole og Samfund er enig med KL i, at en løbende evaluering gennem hele skoleforløbet er bedre end prøver. »En karakter kan ikke bruges til noget. Det er bare udtryk for en tilfældig dag med et tilfældigt spørgsmål, man har trukket«, siger formand Thomas Damkjær. Også formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, kalder forslaget for en strålende ide. »For min skyld kan man afskaffe både de mundtlige og de skriftlige afgangsprøver og så måske tænke mere i projektopgaver, som elevorganisationen har foreslået. Den kan kombinere det skriftlige arbejde, arbejdsmetoder og en mundtlig fremlæggelse i samme bedømmelse«, siger Anders Bondo Christensen. Minister vil ikke afskaffe prøver Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) støtter forslaget om løbende evaluering af børnene, men afviser at afskaffe de mundtlige eksamener med henvisning til, at en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har vist, at elever og lærere forsømmer de fag, som ikke er prøvefag. Men professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), som var med til at udarbejde undersøgelsen for EVA, mener, at det er en god ide at afskaffe mundtlige eksamener. »Hvis nogle fag har prøver og andre ikke, så opfattes dem med prøver som vigtigere end de andre. Det betyder, at fagene bør ligestilles, enten ved at alle har prøver, eller at man laver en ny evalueringsform. Og vi peger på i rapporten, at der er brug for en ny evalueringskultur«, siger Per Fibæk Laursen. Hans DPU-kollega, professor Niels Egelund, er uenig. »Man skal ikke være blind for, at den mundtlige prøve også er træning i noget, eleverne kommer ud for senere. Det er derfor et vigtigt signal, at de kan sige, de har været igennem de og de prøver«, siger Niels Egelund.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her