Gade tager skarpt afstand fra tortur

»Vi kan jo ikke tage ud i verden for at lære mennesker respekt for demokrati og menneskerettigheder, hvis vi ikke selv overholder det«, siger Søren Gade. - Foto: Martin Lehmann
»Vi kan jo ikke tage ud i verden for at lære mennesker respekt for demokrati og menneskerettigheder, hvis vi ikke selv overholder det«, siger Søren Gade. - Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Forsvarsminister Søren Gade (V) tager skarpt afstand fra udtalelser fra en højtstående repræsentant for den danske hær, som vurderer, at tortur er beklagelig - men nødvendig under afhøringer af terrorister. »Det må jeg på det skarpeste tage afstand fra. Danmark har underskrevet Geneve-konventioner om, at tortur ikke alene er forbudt - men ulovligt. Og de danske soldater får papirer om dette, når de sendes ud, hvor der står, at konventionerne skal overholdes. Vi kan jo ikke tage ud i verden for at lære mennesker respekt for demokrati og menneskerettigheder, hvis vi ikke selv overholder det«, siger forsvarsministeren til Ritzau. Oberstløjtnant: Tortur kan forhindre terror Oberstløjtnant Poul Dahl, Prinsens Livregiment, sagde til søndag aften til DR's Søndagsmagasinet, at tortur er »meget beklageligt, men desværre nødvendigt«, når man skal forhindre terrorisme. Udtalelserne faldt i et interview om billederne af amerikanske soldater, der udøver tortur mod irakiske krigsfanger. »Over for terrorismen er det helt afgørende, at vi forhindrer, at terroristerne overhovedet kan komme i kamp«, sagde stabschefen. »Det kan vi kun, hvis vi får de rette informationer på det rette tidspunkt. Og det betyder beklagelig vis, at vi måske må bruge forhørsmetoder, der går ind under det, vi normalt ville kalde tortur«, fortsatte Poul Dahl. Oberstløjtnant: Tortur skal holdes hemmelig Og når tortur-metoderne bliver anvendt, må de ikke nå ud i offentligheden, sagde Poul Dahl: »Man har ikke fra ledelsens side gjort sin informationsmanagement ordentligt. Det er helt klart, at det her ikke egner sig til det offentlige forum. Vi kan ikke lide at se folk blive fornedret eller pint og plaget. Men hvis det sker, at samfundet - eller dem, der har ansvaret - tager den slags metoder i brug, så skal det ikke ud i det offentlige«, sagde Poul Dahl. Han har tidligere været chef for Jægerkorpset og FN's vagtkorps i Irak. Gade: Han har tidligere haft afvigende syndpunkter Forsvarsministeren ønsker dog ikke selv at irettesætte stabschefen, som han ikke mener har nogen opbakning i resten af forsvaret. »Jeg forventer, at Forsvarskommandoen selv går ind og tager sig en snak med Poul Dahl. Han har jo også tidligere haft nogle forskellige - og afvigende - synspunkter. Jeg ved ikke, hvilke motiver han har haft til disse udtalelser«, siger Søren Gade til Ritzau. Forsvarsminister i Samråd Enhedslistens Søren Søndergaard har kaldt forsvarsminister Søren Gade i samråd efter udtalelserne fra Poul Dahl. Røde Kors's generalsekretær Jørgen Poulsen og Tue Magnussen, Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, er rystede over udtalelserne og siger, at soldater skal overholde konventionerne til enhver tid. Og hvis de gør en undtagelse - som i øvrigt er uacceptabelt - skal det under alle omstændigheder frem i lyset og ikke holdes skjult, siger Tue Magnussen. Søren Gade: Slag mod civile er i orden Flere danske soldater fra sagt til tv-avisen, at anvendelse af fysisk magt er næsten en daglig nødvendighed i Irak. Soldaterne fortæller, at de slår og skubber civile med koste og kæppe for at genoprette ro og orden. Forsvarsministeren accepterer den type magtanvendelse, hvis situationen tillader det. »Der må ikke bruges mere magtanvendelse, end situationen tillader. Når man hører om soldater, som har sparket kvinder eller børn, så er det altså situationen, der afgør, om det er at gå over stregen. Slag og spark lyder voldsomt, men hvis alternativet er at bruge våben, så er situationen en anden«, siger Søren Gade til Politiken.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her