Sexmisbrug af børn meldes ikke til politiet

Lyt til artiklen

I løbet af tre år er mindst 108 sager om sexmisbrug af børn ikke nået frem til politiets skrivebord. Halvdelen af forældrene, der har henvendt sig til Team for Sexuelt Misbrugte Børn siden 2001, har valgt ikke at anmelde sagerne til politiet. Misbrugte børn kan ikke modtage omgående krisehjælp, før de er blevet afhørt af politiet. Svend Aage Madsen, chefpsykolog og forskningsleder på teamet, understreger, at de ikke med sikkerhed kan sige, hvorfor forældrene ikke anmelder sagerne. »Men det, vi hører fra de pågældende forældre er, at det spiller en meget væsentlig rolle at deres børn får hjælp med det samme«, siger Svend Aage Madsen. At børnene skal vente op til otte dage på at blive afhørt, før de kan få psykologhjælp, har angiveligt indflydelse på, at mange forældre undlader at anmelde overgreb, mener Svend Aage Madsen. Tragisk beslutning Psykolog fra Red Barnet, Kuno Sørensen, er ked af, at så mange forældre beslutter ikke at anmelde sagerne: »Det er dybt tragisk at så mange tager den beslutning«, siger han og påpeger, at praksis for behandling af anmeldelser om sexmisbrug af børn dog er blevet strammet op: »Men jeg kan godt forstå, at familierne siger, at de ikke vil gå igennem hele maskineriet med en politianmeldelse, men hellere vil give barnet hjælp her og nu«, siger han. Vicekriminalinspektør fra Glostrup Politi, Kai Hermann, mener dog ikke, at det vigtigste er at give ofrene krisehjælp med det samme: »Der ikke nogen grund til at sygeliggøre børnene, hvis de ikke er syge. Heldigvis er de fleste børn ret robuste, og de har ikke nødvendigvis brug for psykologhjælp. Vi skal give børnene en seriøs behandling ved at lytte til deres forklaringer«, siger Kai Hermann, der arbejder med afhøringen af sexmisbrugte børn. Vigtigt at prioritere hjælp til barnet Det er de to psykologer dog ikke enige i, og både Kuno Sørensen fra Red Barnet og Svend Aage Madsen fra Rigshospitalet, beklager, at det juridiske system bliver prioriteret højere end børnenes behov for psykologhjælp. »Det er vigtigt, at prioritere, at barnet kan få hjælp hurtigst muligt, også før en afhøring kan finde sted«, siger Svend Aage Madsen. Han mener ikke, at der er belæg for, at psykologhjælp påvirker børnenes vidneudsagn, hvilket er begrundelsen for at placere afhøring før krisehjælp. Vicekriminalinspektør Kai Hermann fra Glostrup Politi indrømmer, at der ikke er belæg for det, men han mener, at politiet i dag gør deres yderste for at afhøre børnene hurtigst muligt. Praktiserende børnepsykolog, Søren Friis Smith, mener, at det er meget vigtigt, at børnene bliver afhørt, før psykologer begynder at påvirke børnenes begrebsverden. »Det vigtigste er, at politiet får afklaret, om der er tale om, at børnene virkelig er ofre, og om de overhovedet har brug for psykologhjælp«, siger Søren Friis Smith. 'Barnets Hus' Red Barnet understreger, at det vigtigste er at servicere de kriseramte familier. For at undgå at familierne bliver fremmedgjort over for myndighederne, foreslår organisationen et 'Barnets Hus', hvor alle myndighederne kommer og taler med barnet, i stedet for at familierne bliver kastebold mellem de forskellige instanser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her