Handikappede børn særligt udsat for seksuelle overgreb

Lyt til artiklen

Børn med handikap har to til tre gange større risiko for at blive misbrugt seksuelt end andre børn, viser en norsk undersøgelse. Alligevel fylder denne børnegruppe meget lidt i den danske forskning og i den offentlige indsats på området. Det skal der gøres noget ved, mener Elsebeth Kirk Muff, der har arbejdet med området i flere år på Socialt Udviklingscenter, SUS. Store skyggetal Ifølge Elsebeth Kirk Muff er det ikke normal praksis at registrere, om det mulige offer har et handikap eller ej, når et seksuelt overgreb anmeldes til politiet. Derfor ved man ikke, hvor ofte børn med handikap bliver udsat for seksuelle overgreb i Danmark. Desuden er der store skyggetal, da mange tilfælde aldrig bliver anmeldt. »Vi ved ikke, hvor stort problemet er, men vi ved, det eksisterer«, siger hun og efterlyser derfor en undersøgelse, der kan belyse problemet herhjemme. Svært at skaffe midler »Vi skal tage de indikatorer, vi har, på at det her er et problem, alvorligt. Det er problematisk, at der ikke bliver gjort noget, når man faktisk godt er klar over, at børnene med handikap udgør en særlig risikogruppe«, siger hun. Elsebeth Kirk Muff siger, at det er svært at skaffe offentlige midler til at hjælpe børnene, når der ikke er nogen danske tal at pege på. Blinde og døve Det norske tal for seksuelle overgreb på børn er lavet af forskeren Marit Hoem Kvam og er baseret på svar på spørgeskemaer fra 421 voksne døve og 502 voksne blinde og svagsynede. Heraf svarede 44 procent af de døve og 22 procent af de blinde/svagsynede, at de havde været udsat for seksuelle overgreb som børn. Ifølge Marit Hoem Kvam er psykisk udviklingshæmmede endnu mere udsatte - både fordi de ikke altid kan videregive det, der er sket, og fordi de forstår mindre af, hvad der foregår. Derfor er det vigtigt, at de, der har med de handikappede at gøre til dagligt, er opmærksomme på problemet. »Pædagogerne skal blive bedre til at se, om der foregår overgreb og være opmærksomme på børnenes signaler. En af mine undersøgelser viser, at børn med handikap ikke kommer på sygehuset for at blive undersøgt for seksuelle overgreb, fordi man er så optaget af deres handikap, at man ikke tænker på, at det kan være overgreb, som er årsagen til, at børnenes adfærd ændrer sig«, fortæller Marit Hoem Kvam. Mere viden og mere undervisning På Thora Center, center for seksuelt misbrugte i Danmark, efterlyser man også flere initiativer og et større fokus på problemstillingen. »Vi skal have meget mere viden omkring det og mere undervisning. Og de mennesker, der arbejder med de handikappede, skal blive meget meget bedre til at se, hvilke signaler børnene udviser og bedre til at forstå, hvordan de skal tackle det, men det kræver flere økonomiske midler, siger sexolog Bodil Dichow fra Thora Center. Hun arbejder dagligt med både med børn og voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb og vurderer, at op mod otte til ti procent af dem, der får hjælp på centeret, er handikappede, hvoraf størstedelen af dem er udviklingshæmmede. Mange af dem er voksne, som har været udsat for overgreb som børn, men ikke har fået hul på bylden før. En henvendelse om ugen Hos LEV, Foreningen for Evnesvages Vel, oplyser psykolog Søren Morild, at han får cirka en henvendelse om ugen fra en handikappet eller en pårørende, der har brug for hjælp. Størstedelen er i aldersgruppen 20 til 30 år, og har været udsat for overgreb tidligere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her