Politiet i København betegner en serie falske hundredkronesedler som »fantastisk gode«. Gennem de seneste dage har Københavns Politi modtaget en stribe falske sedler, som gerningsmændene har brugt som betaling i forretninger og taxier. Selv hologrammet, der blev indført på hundredkronesedlerne i november 2002, er kopieret, oplyser Peter Forstrøm fra bedrageriafdelingen. Hologrammet changerer i farverne og viser også romertallet C nogenlunde, som det skal. Samtidig har bagmændene formået at trykke sedlerne, så de har noget, der ligner et vandmærke. Mangler sikkerhedstråd Holder man en ægte seddel op mod lyset, viser vandmærket et portræt ganske tydeligt, mens de falske sedler 'kun' afslører et svagt billede af portrættet. Samtidig mangler de falske sedler den ene af de to sikkerhedstråde, der er på en rigtig seddel. Men politiet frygter, at de falske sedler er så veludførte, at de kan narre mange mennesker, der intetanende vil tage imod dem.
Politiet: »fantastisk gode« falske sedler i omløb
Lyt til artiklen