Det begynder at ligne amerikansk politik. Efter at højrefløjen i Danmark har lavet en tænketank med Uffe Ellemann-Jensen, David Gress og Michael Laudrup blandt flere, så er den modsatte side nu klar med et modsvar. En ny tænketank med navnet Progressivt Centrum ser dagens lys i dag. Socialdemokrat står bag Den kommer blandt flere til at bestå af kulturpersonligheder, folk fra universiteterne og politikere fra CD, de radikale, Socialdemokraterne og SF. Bag ideen står blandt andre Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt, som er medlem af Europaparlamentet og stiller op til Folketinget. I dag vil 220 personer modtage invitationer til at deltage i en konference om godt to uger. Det arrangement skal være startskuddet til, at tænketanken fyldes op. »Vi forsøger at samle de kræfter på centrum-venstrefløjen, som vil være med til at diskutere udfordringerne for velfærdssamfundet. Men der er mange ting i hatten, som vi gerne vil tage op. Det kan være retspolitik og andre meget konkrete ting«, siger Thorning-Schmidt. Liberal tænketank Ideen med politiske tænketanke er ny i Danmark. Det begyndte i februar med offentliggørelsen af den liberale tænketank, Center for politiske studier. Den er i gang med at indsamle mellem tre og fem millioner kroner fra erhvervslivet, som skal bruges til at aflønne forskere. Blandt medlemmerne optræder tidligere statsminister Poul Schlüter (K), forfatter Helle Stangerup, komponist Bent Fabricius-Bjerre, professor Ditlev Tamm. Forbilledet for begge fløje herhjemme er USA, hvor tænketankene lever på private donationer og flittigt kommer med ideer til siddende præsidenter. Den første tænketank var Brookings Institution, som blev stiftet i 1916, og som bidrog afgørende til præsident Roosevelts New Deal politik i trediverne. Herhjemme har venstrefløjen ikke haft det store behov, fordi tankerne blev tænkt masser af steder. Det gjaldt Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, LO og i fagforeningerne. Derimod har de borgerlige været anderledes skidt kørende, og det er da også baggrunden for, at de i februar fødte ideen om en tænketank. Tænketanke er ganske enkelt blevet nødvendige i dansk politik i dag, mener Helle Thorning-Schmidt. Alt det arbejde, som foregår i de politiske partier, kan være for kortsigtet. »Der skal alle ideer jo nærmest straks laves til et politisk beslutningsforslag. Sådan arbejder en tænketank ikke, og dermed kan den arbejde mere langsigtet«, siger hun. Det er en gang »fis«, og det er »udansk«, lyder det derimod bramfrit fra professor Ole Lange fra Copenhagen Business School. Det er udansk »Nu laver man modstridende og modstående tænketanke med forskellige folk. Hele det danske system hviler jo på en udveksling af synspunkter, der som regel ender i konsensus. Det har været styrken i udviklingen af det danske samfund«, siger Lange, der nu ser tegn på, at dansk politik bliver lavet om til en boksering, hvor to kombattanter står og råber til hinanden i stedet for at tale sammen. »Ja, nu kan de sidde i hver sin grøft og kæfte op. Næh, demokrati er samtale«. Det kan godt være, at politik har taget den drejning, siger det tidligere konservative folketingsmedlem og nuværende CD'er, Niels Ahlmann-Ohlsen, men det skyldes den nuværende regering. »Efter et par år med et meget højreorienteret styre i Danmark synes jeg, at det er godt at få lidt moderat tænkning ind i samfundsdebatten. Jeg synes især, det er interessant, fordi jeg arbejder for at få en midterregering i Danmark«, siger Ahlmann-Ohlsen og begrunder sin deltagelse: »Jeg tror, at der er behov for at have oaser, hvor du kan tænke frit uden at skulle holde dig til dit partis smalle ideologi. Det giver et helt andet rum«. Den tredje vej Konferencen - som bliver holdt 29. maj på Amager - bliver åbnet af tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og den radikale leder, Marianne Jelved. Derudover kommer briten Peter Mandelson, som sammen med den britiske premierminister Tony Blair var med til at tænke tankerne om den tredje vej i begyndelsen af halvfemserne. Mandelson står bag en lignende tænketank i Storbritannien, som Helle Thorning-Schmidt har været tilknyttet.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
KOMMENTAR
Ruslands forsvarsministerium har offentliggjort en liste over europæiske og danske virksomheder. »Sov godt«
SUPERLIGAEN
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00

Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Leder af Marcus Rubin



























