Institutionen for udviklingshæmmede Søholm i Kirke Saaby på Midtsjælland kunne ikke have ønsket sig en bedre gave på sin femårs fødselsdag i går. Et flertal i social- og miljøudvalget i Hvalsø Kommune har netop besluttet at sige nej til en planlagt svinefarm et par hundrede meter fra institutionen, der fungerer som økologisk landbrug. Dermed er Hvalsø en af de kommuner, der har lyttet til den indskærpelse, miljøminister Hans Christian Schmidt (V) kom med om generelt at tage mere hensyn til naboer, efter at Politiken i marts beskrev Søholmsagen. De udviklingshæmmede og medarbejderne på institutionen havde udsigt til at få en gylletank med plads til 4.000 kubikmeter griseafføring blot 150 meter mod vest. Ansøgeren var et Venstremedlem af kommunalbestyrelsen, hvor et flertal i første omgang mente, at kommunen ikke kunne sige nej, hvis amtet og Jordbrugskommissionen havde sagt o.k. Men det kan kommunen godt, for den skal i en samlet vurdering både tage hensyn til erhverv, natur, miljø, landskab og naboer, herunder lugtgener, påpegede miljøministeren og Naturklagenævnet. »Vi er så glade«, jubler forstander Søren Olsen fra Søholm, der dog stadig er lidt bekymret for, at sagen ikke er helt slut. Selv om det ikke er sandsynligt, at Venstre får held til at få nejflertallet de konservative, Socialdemokraterne og Socialistisk Lokalliste til at sige ja i kommunalbestyrelsen, har ansøgeren ikke opgivet at få tilladelse. Han bebuder en klage til Naturklagenævnet og en mindre teknisk ændring af projektet, der kan betyde, at politikerne får sværere ved at fastholde deres nej.
Udviklingshæmmede slipper for nabogylle
Lyt til artiklen