De tusindvis af danskere, der har stillet sig op langs brudeparrets rute fra Vor Frue Kirke til Amalienborg kan godt glæde sig til karetturen. Hoffets staldmester Michael Mentz har nemlig besluttet sig for at turen skal gennemføres i den åbne Barouche-karet, oplyser Ritzau. For kort tid siden stolede staldmesteren så meget på vejrgudernes gunst, at de tusindvis af danskere, der har taget opstilling langs ruten, dermed får en god mulighed for at se og hylde det nygifte par. Beslutningen er truffet, mens de hundredvis af inviterede gæster er begyndt at ankomme til Vor Frue Kirke, hvor biskop Erik Normann Svendsen skal vie Mary Donaldson og kronprins Frederik. Kareten trækkes af seks hvidskimlede kladruber-heste. Gallaklædte gardehusarer eskorterer kareten til Amalienborg.
Staldmesteren vælger den åbne karet
Lyt til artiklen