14-årig var selv skyld i Tivoli-ulykke

40 personer fik tilbudt krisehjælp efter ulykken i Tivoli. - Foto: Jens Dresling
40 personer fik tilbudt krisehjælp efter ulykken i Tivoli. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Den første ulykke i tre år i forlystelsesparken Tivoli i København skete hverken i den meget omtalte rutschebane Dæmonen eller i et frit fald fra Det Gyldne Tårn. Ulykkesstedet var derimod den noget roligere Flyvende Kuffert, hvor en 14-årig dreng lørdag aften fik kvæstet sit ene ben alvorligt. Ville kravle fra vogn til vogn Drengen var lige som så mange andre nyudsprungne konfirmander på Blå Mandag. Under en tur i Den Flyvende Kuffert prøvede han ifølge politiet at kravle fra en vogn til en anden. Det lykkedes ikke, og drengen faldt ned og fik sit ene ben i klemme mellem køreskinne og hjul. Han blev kørt til Rigshospitalet, hvor han fortsat er indlagt. Tre af drengens bekendte gik i chok inde i selve Kufferten, da ulykken skete. Flere blev påvirket af ulykken - i alt 40 af de tilstedeværende gæster og ansatte fik tilbudt krisehjælp. Ifølge kommunikationsmedarbejder i Tivoli, Simon Verheij, tog de fleste imod tilbuddet. Nogle fik psykologhjælp på stedet og andre blev kørt til Rigshospitalets Traumecenter i en bus udlånt af Københavns Brandvæsen. »Men alle har det godt nu«, siger Simon Verheij om de chokerede gæster og ansatte. Forlystelse er lukket Den Flyvende Kuffert er lukket i dag, men vil formentlig blive åbnet igen allerede i løbet af i morgen. Både politiet og Arbejdstilsynet har frikendt forlystelsen for tekniske fejl, og politiet oplyser, at ulykken skyldes egen uforsigtighed. »Det er det der med, at man skal være lidt smart og pigerne kigger på«, siger Claus Hoffmann, vagtleder på Station City i Københavns Politi. Han er ikke af den opfattelse, at der var alkohol indblandet i ulykken. Det er tre år siden, der sidst skete en ulykke i en forlystelse i Tivoli. Og man skal ti år tilbage for at finde den sidste ulykke i Den Flyvende Kuffert, hvor en gæst på samme måde faldt ud af vognen og kom til skade. Også denne ulykke skyldtes egen uforsigtighed. »Den kører meget langsomt, så man kan kun falde ud, hvis man gør noget, man ikke må. Læner sig meget langt ud eller lignende«, siger Stine Lolk, kommunikationschef i Tivoli. For at undgå flere ulykker, indførte man dengang de såkaldte bøjler i Kuffertens vogne, selv om det ikke var påkrævet af Arbejdstilsynet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her