Fogh vil give Bush en opsang

Fogh beskriver billederne af de ydmygede og mishandlede irakiske fanger som 'forfærdelige'. - Foto: Miriam Dalsgaard
Fogh beskriver billederne af de ydmygede og mishandlede irakiske fanger som 'forfærdelige'. - Foto: Miriam Dalsgaard
Lyt til artiklen

Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har en opsang med i tasken, når han mødes med den amerikanske præsident Bush 28. maj i Washington. Billederne af amerikanske soldater, der mishandler irakiske fanger i Abu Ghraib fængslet i Bagdad, har gjort ubodelig skade på koalitionens arbejde i Irak, siger Fogh, der mener, at koalitionen i Irak bør gå foran med et godt eksempel. Fogh vil på mødet med Bush fremføre, at sagen skal have konsekvenser, og at det er nødvendigt at stramme op på forholdene i de irakiske fængsler. 'Forfærdelige billeder' »Der må tages ekstraordinære skridt til at genetablere tilliden til det irakiske folk og befolkningerne i den arabiske verden«, siger Fogh til TV2. Han kalder de offentliggjorte billeder for 'forfærdelige'. Krigsforbryderdomstol på dagsorden Anders Fogh Rasmussens kontante udmelding i forhold til USA hilses velkommen af Tue Magnussen, der er kommunikationskoordinator i Rehabiliterings og Forskningscentret for Torturofre (RCT). Han siger, at statsministeren bør benytte lejligheden til at foreslå USA at tiltræde en eller to afgørende internationale aftaler mod tortur. »I statsministerens opsang til George W. Bush bør indgå en appel om, at USA tilslutter sig den internationale krigsforbryderdomstol og tillægsprotokollen til FN s konvention mod tortur, som netop har til formål at forebygge tortur mod mennesker, der holdes fanget i fængsler«, siger Tue Magnussen til Ritzau. Under Danmarks formandskab for EU i 2002 arbejdede den danske regering intenst på at få så mange lande som muligt til at underskrive tillægsprotokollen til FN's konvention mod tortur, men USA og tre andre lande valgte alligevel at stå udenfor. S: Fogh bør rejse spørgsmål i EU Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, bakker op om statsministerens initiativ, men opfordrer ligesom Tue Magnussen til, at Fogh tager USA's manglende deltagelse i den internationale krigsforbryderdomstol op med George W. Bush. »Jeg deler statsministerens afsky for det, der er foregået i fængslet i Irak, men den eneste måde at bekæmpe det er gennem krigsforbryderdomstolen. Derfor bør Anders Fogh Rasmussen også tage spørgsmålet op i EU-sammenhæng for at lægge pres på USA«, siger Jeppe Kofod. Nyrup: Bush skal sige sandheden Også tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) sender en direkte besked til den amerikanske præsident Bush om, at han skal sige 'sandheden, hele sandheden og ikke andet end sandheden' om de amerikanske soldaters mishandlinger. Nyrup siger, at billederne er en 'daglig trussel mod bestræbelserne på at etablere tillid mellem folk i regionen og i landet'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her