Flygtninge- og integrationsminister Bertel Haarder (V) er forfærdet over den seneste uges påstande om, at den muslimske organisation Hizb-ut-Tahrir er begyndt at hverve danske folkeskoleelever som medlemmer.
Derfor ønsker han at få undersøgt folkeskoleelevers syn på blandt andet kvinder for at få en indikation af, om de nærer fundamentalistiske synspunkter.
Undersøgelsen skal gælde alle elever - også danske - og ikke blot elever med en anden etnisk baggrund end dansk, som Politiken ved en fejl skrev i torsdagsavisen.
»Det nye er jo netop, at denne organisation også prøver at indfange danske børn. Vi står over for et helt nyt fænomen, hvor en forening drives af kvindeforagt og udemokratiske synspunkter og forsøger at indfange unge sjæle. Det svarer til, hvad nazisterne prøvede i 1930'erne«, siger Bertel Haarder.
I november sidste år afsatte Bertel Haarders ministerium 800.000 kroner til en undersøgelse blandt elever om racistiske og antidemokratiske holdninger. Undersøgelsen var en del af Danmarks forpligtelser i FN i arbejdet mod racisme. Mens tid er
Bertel Haarder forestiller sig, at man nu også kan bruge denne undersøgelse til at måle omfanget af fundamentalistiske holdninger blandt elever. Det er endnu ikke besluttet, hvem der skal stå for undersøgelsen. Hvad vil du bruge en sådan undersøgelse til?
»Jeg er sikker på, at problemet vil vokse, og derfor er det godt at få det undersøgt«, siger Bertel Haarder.
»Men vi skal ikke vente på undersøgelsen. Vi skal med det samme sætte ind over for kvindeforagt og antidemokratiske holdninger - specielt hvor der færdes unge«, siger han.
Bertel Haarder skal om få dage mødes med en række skoleledere for at diskutere, hvordan skoler og myndigheder kan bekæmpe fundamentalisme. Han vil dog ikke sige, hvilke idéer han selv har.
Forældreorganisationen Skole og Samfund mener imidlertid, at en undersøgelse er spild af penge.
»Hvis man er interesseret i at gøre noget ved problemerne, skal man løse dem dér, hvor de er, og ikke undersøge en lang række steder, hvor der ikke er problemer«, siger formand for foreningen Thomas Damkjær Petersen.
Også regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, er en smule tøvende over for en undersøgelse.
»Det er da udmærket med en undersøgelse, men det vigtige er, at regeringen gør noget. Vi savner, at regeringen - ligesom vi har foreslået - med det samme forbyder Hizb-ut-Tahrir«, siger Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup.
»Det handler om at gøre noget, inden det er for sent«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























