Hvis det står til Dansk Folkeparti, skal justitsminister Lene Espersen (K) skære igennem og pålægge rigsadvokaten at opløse den muslimske organisation Hizb-ut-Tahrir. Organisationen er endnu en gang kommet i søgelyset, efter at formanden for skoleudvalget i Brøndby Kommune, Ib Terp, udtalte til DR-nyheder, at organisationen har forsøgt at hverve børn helt ned til tiårsalderen. Ifølge Ib Terp har organisationen skabt problemer på mindst tre af kommunens skoler. »Vi ser nu atter, at Hizb-ut-Tahrir er helt skruppelløse«, siger Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard. Rigsadvokat Henning Fode afviste i januar, at organisationen kunne forbydes i henhold til grundloven. Derfor er justitsminister Lene Espersen heller ikke umiddelbart tilhænger af at opløse organisationen. Hun hæfter sig også ved, at politiet i Glostrup nu vil have en undersøgelse af, om Hizb-ut-Tahrir har begået noget strafbart på skoler i Brøndby Kommune. »Det er rigtigt med sådan en undersøgelse«, siger Lene Espersen. Tilsyneladende er Brøndby den eneste af de meget indvandrertætte vestegnskommuner ud for København, som har problemer med Hizb-ut-Tahrir. Politiken har talt med en række skoler i Hvidovre, Rødovre, Høje-Taastrup og Albertslund, som alle afviser at have problemer med Hizb-ut-Tahrir. »Vi har talt om det, men vi synes ikke, at vi kan sige, at vi har oplevet noget i den retning. Heller ikke selv om næsten 60 procent af vores elever er tosprogede«, siger souschef på Gadehaveskolen i Høje-Taastrup Jørgen Elmegård. Samme melding kommer fra Jørn W. Matzen, der er skoleinspektør på Hendriksholms Skole i Rødovre. Her er omkring 25 procent af eleverne tosprogede. »Vi ville have fornemmet det, hvis der var problemer«, siger han. Vågent øje Kriminalassistent Bjarne Svarre Nielsen deltager i det såkaldte SSP-samarbejde, der bl.a. omfatter et tæt samarbejde med skoler i Rødovre og Hvidovre. Heller ikke han er stødt på problemer med Hizb-ut-Tahrir. »Vi er ikke vidende om noget. Derfor kan der selvfølgelig godt have været problemer alligevel, og vi har nu bedt vores kontakter om at holde øje med det«, siger Bjarne Svarre Nielsen. I Høje-Taastrup Kommune siger formanden for Børne- og Ungdomsudvalget, Vibeke W. Winther (S), at hun formentlig ville have hørt om det, hvis Hizb-ut-Tahrir havde voldt kvaler. »Vi plejer at følge meget tæt, hvordan det går med de unge mennesker. Når jeg ikke har hørt noget, kan det selvfølgelig være, fordi der er nogle problemer, som ikke er blevet formidlet videre til os. Men jeg tror det ikke«, siger hun. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Hizb-ut-Tahrir.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























