Børneporno, hackere og sager om e-handel giver stor travlhed for politiet. Hvert år øges antallet af sager med 25 procent i rigspolitiets it-sektion. Presset er så stort, at rigspolitiet nu overvejer at udvide sektionen med flere medarbejdere og at styrke dens særlige ekspertise, fortæller politimester Jakob Scharf. Sidste år assisterede it-sektionen politikredsene i 475 sager, året før var antallet af den slags opgaver 386. »Politikredsene ønsker oftere assistancer, vi får flere anmeldelser, og vi ser også en udvikling i det internationale samarbejde«, siger Jakob Scharf. Knækker passwords Specialisternes opgaver består blandt andet i at åbne password-beskyttede filer og i at genskabe slettede filer. Andre opgaver handler om at håndtere sager, der relaterer sig til internet. It-sektionen modtager og tager stilling til et stort antal email fra Interpol, Europol, udenlandsk politi og fra borgere. I nogle tilfælde sendes sagerne videre til undersøgelse i en politikreds. Rigspolitiets it-sektion deltog i den store operation Mjølner i marts, da over 100 mennesker landet over blev sigtet for at have købt børneporno på nettet.
Politiets computer-eksperter under pres
Lyt til artiklen