Det koster 1.000 kroner at maskere sig. Og loven gælder, uanset om man er betjent eller demonstrant. Det ligger fast, efter Københavns byret har dømt de to betjente, der har været tiltalt i den såkaldte maskesag. Betjentene er idømt to dagbøder á 500 kr., som kan veksles til to dages fængsel. Sagen startede, fordi betjentene var maskerede under EU-topmødedemonstrationen i 2002. Videooptagelser Sagen begyndte på statsadvokat Karsten Hjorths initiativ. Efter 13 måneders undersøgelse besluttede han i januar i år, at de to betjente skulle betale bøder på 1.000 kroner. Da de to betjente nægtede at betale, skulle sagen afgøres i retten. Hjorths beslutning blev truffet på baggrund af videooptagelser, som blev foretaget af demonstranterne. Disse optagelser viste tydeligt, at begge betjente havde maskeret sig med et partisantørklæde og ved at trække en trøje op foran ansigtet. Politiledelse forbavset I retten har begge betjente erkendt, at det var dem på billederne. De forklarede, at de havde maskeret sig for at holde varmen og for at skjule ansigtet for demonstranterne. Københavns politis ledelse var forbavsede over Hjorths afgørelse i januar. Ledelsen og Københavns politiforening lagde meget stor vægt på et notat fra politiinspektør Mogens Lauridsen, hvori der stod, at maskeforbuddet ikke skulle håndhæves på grund af kulden på demonstrationsdagen den 14. december 2002. Men de politifolk, der vidnede i retten, kunne ikke huske, at de havde fået en direkte instruks om ikke at håndhæve forbuddet. Samme maskering som demonstranter Til en demonstration senere samme dag blev ni demonstranter anholdt, hvilket anklageren, vicestatsadvokat Karen-Inger Bast, lagde stor vægt på i retten. »De ni blev anholdt, fordi de bar maske til demonstrationen«, sagde Karen-Inger Bast under sin procedure. Hun understreger, at demonstranternes maskering i alle tilfælde - undtaget et - var samme form for maskering, som betjentene havde brugt. De havde trukket halstørklæder eller trøjer op foran ansigtet. Forsvarer: Ikke redeligt De to betjentes beskikkede forsvarer, Torben Koch, mener ikke, at statsadvokaturens efterforskning i sagen har været redelig. »Civilklædte betjente kan ikke være omfattet af denne bestemmelse. Det er en absurditet, som kun foreligger i statsadvokat Karsten Hjorths hoved«, sagde han under sin procedure. Han mener, undersøgelsen af betjentene har været tendentiøs og kun med det formål at få dømt de to betjente.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























