Kamp om troværdighed i FE-sag

Frank Grevil er blevet udfordret på sin troværdighed. - Foto: Martin Lehmann
Frank Grevil er blevet udfordret på sin troværdighed. - Foto: Martin Lehmann
Lyt til artiklen

Onsdag var Frank Grevil mediehelt. Den lille mand, der følger sin samvittighed og står op mod den mægtigste mand i riget, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Grevil beklikkede statsministerens troværdighed, da han fortalte om ti rapporter fra Forsvarets Efterretningstjeneste, som gav en langt mere forbeholden vurdering af Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben end den sikkerhed, som statsministeren gav udtryk for op til krigen. Et døgns tøven Regeringens reaktion faldt torsdag, efter et døgns tøven: »Da der er opstået en ganske ekstraordinær situation, hvor der rejses tvivl om regeringens troværdighed«, som det hed i en meddelelse fra statsministeren, ville de fortrolige rapporter blive offentliggjort. Men først skulle de renses for oplysninger, som kan afsløre kilder. Derfor bliver de først offentliggjort i dag. Alligevel kunne TV 2 allerede torsdag aften bringe citater fra dokumenterne, som 'frikendte' regeringen. Ifølge citaterne »vurderedes Irak at råde over færdige kemiske og biologiske våben og have evner til at fremføre disse«. Mulig ny muldvarp Oppositionen i Folketinget mistænker regeringen for at have lækket oplysningerne for at kickstarte rehabiliteringen af statsministerens troværdighed. Og FE har meldt sagen til politiet. Ifølge presseofficer Ole Toft er der tale om to »højtklassificerede dokumenter«, nogle andre end dem, Grevil har offentliggjort. Toft har »ingen kommentarer« til, om FE tror, der er en ny muldvarp i tjenesten. Chef for TV2/Nyhederne, Michael Dyrby, mener ikke, at TV 2's oplysninger var »særligt kontroversielle«, da rapporterne snart bliver offentliggjort. Han peger på, at TV 2 dagen efter interviewede FE-chef Jørn Olesen, der gav FE's officielle holdning: at tjenesten »overordnet set« vurderede, at Irak »sandsynligvis« havde biologiske og kemiske våben. »I princippet viser indslagene det samme - begge dele bakker op om regeringens version af sagen«, siger han. Ridser i lakken Imens er Grevil ved at få ridser i lakken, efter at det er kommet frem, at han i en 14 år gammel huslejestrid blev meldt til politiet, da han indrykkede en falsk dødsannonce på den anden part i striden. Frank Grevil siger, at »historien er ægte nok«, men afviser, at sagen viser, at han er en mand, som reagerer uberegneligt, når han føler sig presset af systemet. »Journalisterne har oplysninger, som kun kan stamme fra politiets registre, så jeg kan ikke tro andet, end at det er nogen højt oppe, som har startet et systematisk forsøg på at underminere min troværdighed«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her